Se de 13 lande med dødsstraf for blasfemi

Ifølge Reuters er der hele 13 lande i verden, hvor ateisme og blasfemi straffes med døden. Med andre ord risikerer personer, som ikke tror på Allah, at blive dræbt af staten, hvis man opholder sig i et af disse lande. Samme straf gælder også for udtalelser, der af staten opfattes som blasfemiske over for islam. At det lige er islam, der nævnes, skyldes at samtlige 13 lande er overvejende muslimske.

Listen tæller bl.a. USA’s nærmeste allierede i Mellemøsten: Saudi Arabien. Men også et land som Qatar, der skal være vært ved fodbold VM i 2022 har dødsstraf for ateisme og blasfemi. De øvrige lande er Afghanistan, Iran, Malaysia, Maldiverne, Mauretanien, Nigeria, Pakistan, Somalia, Sudan, De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Yemen.

I langt de fleste af de lande, hvor staten slår ikke-troende ihjel, sker det ved halshugning. Der har de senere år endog været adskillige eksempler på, at sådanne straffe er eksekveret uden forudgående rettergang og i nogle tilfælde på åben gade.

Der har været en kedelig tendens til, at islam-kritiske bloggere er blevet myrdet for deres synspunkter, ligesom den danske muhammedkrise satte en tyk streg under, at den islamiske verden generelt er fjendtligt stemt over for islam-kritik, der altid betragtes som blasfemi.

Vesten lukker øjnene

Flertallet af landene på listen er mere eller mindre lukkede samfund, som vesterlændinge måske sjældent opholder sig i, men lande som f.eks. Maldiverne og De Forenede Arabiske Emirater (især Dubai) er yndede turistmål for danskere. Og lande som Saudi Arabien, Qatar, Afghanistan, Pakistan og Malaysia har også et vist samarbejde med Vesten. Vestens ledere burde slå bremsen i og forlange dødsstraffen afskaffet. Men det sker ikke af hensyn til “vores interesser”.

Listen kan måske snart udvides til Syrien, Irak og Libyen m.fl., hvor Islamisk Stat vinder stadigt større terræn. Islamisk Stat udøver som bekendt nådesløse henrettelser af enhver, der er uenige i deres syge ideologi. Selvom Islamisk Stat ikke er en rigtig stat, og derfor ikke kan sammenlignes med de 13 lande på listen, så viser det en generel tendens til, at anderledes troende, ikke-troende og kritikere af islam, lever med en konstant trussel mod deres liv.

Vi ser også hvordan opfattelsen af blasfemi rækker langt ud over de lande, der praktiserer hårde straffe for gudsbespottelse:

Andrew G. Boston (13. marts 2013):

Der er en intensiverende global kampagne i gang for at gøre islamisk blasfemilov gældende for ikke-muslimer, heriblandt dem, der bor udenfor islamiske lande, i ikke-muslimske samfund.

I det følgende er der listet ti hovedpunkter om den læremæssige oprindelse til og de praktiske konsekvenser af denne globale kampagne:

1) I henhold til sunna (traditionerne om Muhammed og det tidlige muslimske samfund), vil ikke-muslimske overtrædere, der taler nedsættende om den muslimske profet Muhammed, Allah eller islam, have sat sig selv på krigsfod med muslimer, og deres liv vil være lovligt [at tage, o.a.] (hvilket f.eks. gjaldt digteren Kab b. al-Ashraf, der skrev hånende digte om Muhammed og blev myrdet). [Se 1.1, 1.2, 1.3]

2) Denne “forbrydelse” blev dernæst opbygget og lovfæstet af muslimske jurister, da islam var politisk, militært og økonomisk dominerende, så det blev forventet, at ikke-muslimer under islamisk styre ikke ville nedgøre religionen islam, og heller ikke mistænkeliggøre dens vigtigste personligheder eller institutioner. [Se 2.1, 2.2, 2.3]

3) Juristerne så en sådan nedgøring som en uacceptabel fjendtlig handling, der automatisk skulle straffes med døden – ifølge tre af de vigtigste sunni-muslimske skoler for islamisk lov (maliki, shafii, hanbali), og de store shiitiske skoler. Ifølge den fjerde store skole for sunni-islamisk lov, hanafi, skal strafudmålingen for en ikke-muslim, skyldig i blasfemi, overlades til en muslimsk dommer. I praksis anvendte hanafierne som oftest dødsstraffen. [Se 3.1, 3.2]

4) Den 19. februar 1989 udsendte den iranske teokrat Ayatollah Khomeini en fatwa, der dømte forfatter Salman Rushdie til døden (sammen med de involverede i udgivelsen af Rushdies bog, De Sataniske Vers), og lovede samtidig evig frelse for enhver muslim, der blev “martyr” for denne sags skyld. Som Muhammad Hashim Kamali, der som professor i jura siden 1985 har undervist i sharia og retsvidenskab ved Malaysias Internationale Islamiske Universitet, bemærker i sin autoritative Freedom of Expression in Islam: “… ingen seriøs muslimsk kommentator har udfordret den grundlæggende gyldighed af ayatollahens fatwa. Dom blev generelt set som værende nødvendig, om ikke andet så for at finde ud af, om Rushdie var villig til at angre.” Fatwaen udvirkede målrettede mord i Europa og Japan og et massedrab i Tyrkiet.

5) Denne ortodokse islamiske doktrin har skabt ravage i vores tidsalder, især for Pakistans lille kristne mindretalssamfund. I “moderne” pakistansk lov (295C) kan man f.eks. læse: “Brug af nedsættende bemærkninger, osv.; med hensyn til den Hellige Profet. Enhver der ved ord, enten mundtligt eller skriftligt eller ved synlig repræsentation, eller ved nogen beskyldning, tvetydighed eller antydning, direkte eller indirekte besudler det hellige navn af Den Hellige Profet Muhammed (fvmh), skal straffes med døden eller fængsel på livstid, og skal også kunne idømmes bøde.”

6) “Stigende Restriktioner for Religion”, en rapport fra Forum for Religion og Offentligt Liv under Pew Research Center, udgivet den 9. august 2011, fandt, at anvendelse af sharia i øjeblikket resulterede i, at et uforholdsmæssigt stort antal muslimske lande – enogtyve – registrerede den højeste (dvs. værste) grad af forfølgelse målt på deres skala. Endvidere bemærkede Pews udforskere: “8 ud af 10 lande i regionen Mellemøsten-Nordafrika har love mod blasfemi, apostasi eller bagvaskelse af religion, den højeste andel i nogen region. Disse sanktioner håndhæves i 60 procent af landene i regionen.”

7) En egyptisk statssikkerhedsdomstol udstedte den 28. november 2012 en dom, der dødsdømte syv udvandrede koptiske egyptere, samt den amerikanske præst Terry Jones, for at have “spottet” islam. Da kendelsen blev udstedt, erklærede den egyptiske dommer Saif al Nasr Soliman klart: “De anklagede blev dømt for at have fornærmet den islamiske religion ved at deltage i produktion og udbud af en film, der fornærmer islam og dens profet.”

8) Egyptens anvendelse af sharia udenfor dets lands grænser afspejler en større global kampagne, ført af den 57 medlemmer store Organisationen for den Islamiske Konference (senere omdøbt til Organisationen for Islamisk Samarbejde [OIC]). Som den største stemmeblok i FN, der repræsenterer almindelig, institutionel islam samt alle de store muslimske lande plus den Palæstinensiske Myndighed, har OIC over de sidste to årtier uden ophør lobbyet for en FN-resolution, der pålægger lande at kriminalisere det, den kalder “bagvaskelse af religion“. Nu opfordrer OIC til et særligt forbud mod tale, der sætter spørgsmålstegn ved karakteren af islams profet, hvilket OIC kalder “hadtale”. Dette er i overensstemmelse med dets sharia-baserede opfattelse af “menneskerettigheder”, udtrykt i Cairo-erklæringen fra 1990 om menneskerettigheder i islam, der afviser samvittigheds- og talefrihed som defineret (og stadfæstet) i USA’s Bill of Rights og FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

9) Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA), er godt accepteret af det almindelige amerikanske muslimske samfund. De islamiske lærde tilknyttet denne gruppe har opnået indflydelsesrige stillinger på universiteter, i islamiske centre og i moskeer over hele USA, og uddanner amerikanske imamer. Skulle AMJA opnå sit mål om at indføre sharia i Nordamerika, har organisationen allerede udstedt en afgørelse, som sanktionerer drab på ikke-muslimske “gudsbespottere“; venligst fra AMJA’s generalsekretær Salah al-Sawy: (Dr. Salah Al-Sawy, 21-01-2009) – Angående de lærde der siger, at anger af en person, der fornærmer Allah eller Hans Sendebud, ikke kan accepteres, så mener [de], at anger ikke ophæver den fastsatte straf for at forbande og fornærme Profeten, dvs. henrettelse. Fordi Profeten er den, der faktisk blev forurettet og fornærmet, og han ikke længere er i live, så er han altså ikke i live til at praktisere sin ret til at tilgive ham [bespotteren] for, hvad han gjorde. Også – ingen muslim vil nogensinde have ret eller tilladelse til at tilgive på Profetens vegne.

10) Blasfemi begået af en muslim betragtes som frafald fra den muslimske tro (se her, her og her), og har derfor siden islams opståen været en såkaldt hadd-overtrædelse (der kræver streng, obligatorisk straf), med en dertil hørende dødsdom. Ledende medlem af AMJA’s Fatwakommite, Hatem al-Haj, bekræftede dette klassiske og almindelige islamiske synspunkt for amerikanske muslimer i 2006: (Dr. Hatem al-Haj, 17-4-2006) – Hvad angår sharia-afgørelsen, er den dødsstraf for mandens vedkommende ifølge de fire store fiqh sharia-lærde, og det samme gælder for kvinden ifølge de vigtigste sharia-lærde; men hun skal fængsles ifølge de Al-Hanafiyyah-lærde. For profeten, bønner og Allahs fred være med ham, sagde: “Enhver muslim som ændrer sin religion, dræb ham/hende”, og hans sagde: “Blodet af en muslim der bekender, at der ikke er nogen anden gud end Allah og at jeg er Allahs Sendebud, er ikke gjort lovligt undtagen i tre tilfælde: Et liv for et liv; den gifte ægteskabsbryder; og den, der opgiver sin religion.” Som en afspejling af deres gejstlige lederskabs fælles opfattelse af “blasfemi/frafald,” viser resultaterne af en opinionsundersøgelse, foretaget af Wenzel Strategies fra 22. til 26. oktober 2012 blandt 600 amerikanske muslimer, udbredt støtte hos amerikanske dyrkere af islam til denne fundamentale afvisning af de grundlæggende ytrings- og samvittighedsfriheder, som er sikret i den 1. Tilføjelse [First Amendment] til Den Amerikanske Forfatning. Da de blev spurgt: “Mener du, at kritik af islam eller Muhammed bør tillades under forfatningens 1. Tilføjelse?”, svarede 58% “nej”. 45% af de adspurgte var enige i “… at de, der kritiserer eller parodierer islam i USA bør retsforfølges”, og hele 12% af denne muslimske gruppe indrømmede tilmed, at de gik ind for anvendelsen af den strenge, sharia-baserede straf for den, i amerikansk lovgivning, ikke-eksisterende forbrydelse “blasfemi”, idet de svarede bekræftende på, “… at amerikanere, der kritiserer eller parodierer islam, bør henrettes.”

Kilde: myislam.dk

Dette citat er fra før den seneste undersøgelse, der viste at der nu er 13 lande i verden, hvor blasfemi og ateisme straffes med døden. Siden har terrorangrebene i Paris og København i starten af 2015 yderligere vist, hvordan islamister har taget initiativ til eller forsøgt selv at effektuere dødsstraf mod “fjender af islam”.

,