De gode og de onde i indvandrerdebatten

I disse dage synes de politiske modstander i indvandrerdebatten at være begravet i hver sin skyttegrav, hvor der flittigt skydes løs på hinanden. Fra venstrefløjen (de der er venligt stemt over for indvandring) lyder beskyldningerne mod højrefløjen (de der er kritiske over for indvandring), at de er inhumane, hjerteløse og fremmedfjendske. Modsat beskylder højrefløjen venstrefløjen for at være naive og for at skade det danske samfund.

Er højrefløjen inhumane og venstrefløjen humane?

Folk, der bekender sig til borgerlige eller nationalistiske værdier, vil næppe selv kalde sig inhumane. Men det er som om venstrefløjen har taget patent på begrebet ‘humane’. På den anden side, synes der ikke at være nogen på venstrefløjen, som – i hvert fald offentligt – går ind for totalt ubegrænset indvandring, selvom det er helt umuligt at få ‘røde’ politikere til at sætte tal på, hvor grænsen i så fald skal trækkes. Til det er der blot at sige, at så længe der findes politikere og meningsdannere på venstrefløjen, som ikke opgiver hele deres jordiske gods for at donere det til fattige, og gør det samme med deres fremtidige indkomst, kan de ikke tillade sig at tage monopol på at være de sande humanister. For det betyder, at selv de har en grænse for, hvor meget af deres egen rigdom, de vil opgive for andre. Det lyder hyklerisk, at forlange mere humanisme, når det er andre end en selv, der skal betale omkostningerne for ens humanistiske ønsker. Og det er det også.

På højrefløjen kan der også være en tilbøjelighed til at frygte det værste og nogle gange være lidt mere paranoid end godt er. Med mindre der altså er hold i denne paranoia?

De afgørende forskelle i højre- og venstrefløjens holdninger

Debatten om indvandring til Danmark står og falder på to overordnede faktorer: Økonomi og kultur. Hele debatten handler nemlig om hvorvidt vi som samfund har mere eller mindre råd til indvandring, samt hvad indvandring og multikulturisme vil betyde for samfundet.

For at begrænse emnet, ser vi i det følgende kun på indvandring fra ikke-vestlige lande, eller rettere de ikke-vestlige lande hvor hovedparten af befolkningen er muslimsk. Afgrænsningen sker fordi højre- og venstrefløj er nogenlunde enige om, at vestlig indvandring er mere eller mindre ok; statistikken viser at vestlig indvandring i værste fald løber lige rundt økonomisk, og i bedste fald kan være en økonomisk gevinst (det viser statistikkerne); de kulturelle forskelle i forhold til dansk kultur er næsten inferiør.

De økonomiske uenigheder

Det er gennem adskillige rapporter og statistikker påvist, at muslimsk indvandring (det kalder vi ikke-vestlig indvandring fra muslimske lande i det følgende) gennemsnitligt bidrager negativt til samfundsøkonomien i både 1. og 2. generation, selv når der kun tages højde for direkte omkostninger som sociale udgifter, hospitalsvæsen osv. samt indtægter i form af nettoskatteindtægter.

Venstrefløjens argument er, at Danmark er et rigt land, som sagtens har råd til at tage flere muslimske indvandrere. Højrefløjens argument er det modsatte; at Danmark ikke har råd. Til syvende og sidst er det en diskussion om prioriteringer, ligesom diskussioner om hvor mange ressourcer, samfundet skal bruge på ældrepleje, handicappede, sygehusvæsen, dagpenge osv. Her kunne også nævnes infrastruktur, militær osv., men de først nævnte er områder, hvor allokeringen af ressourcer påvirker menneskers liv direkte. Derfor er sammenligningen med ressourcer anvendt til indvandring relevant.

For at bringe det ned på et helt jordnært plan, så kan samfundet kun finansiere udgifter (fx til indvandring) ved 1) øge indtægterne, dvs. udskrive flere skatter, 2) reducere omkostningerne, dvs. skære ned på andre offentlige udgifter, eller 3) låne pengene – de skal dog betales tilbage en dag, og så er vi tilbage ved 1) eller 2).

Der er nogle mennesker på venstrefløjen, der vil hævde at muslimsk indvandring ikke er forbundet med omkostning – tværtimod. Desværre viser historien og den tilgængelige statistik, at dette postulat ikke holder.

Venstrefløjen ønsker således at bruge flere penge, som enten skal finansieres ved højere skatter eller ved nedskæringer. Højrefløjen ønsker i stedet at ressourcerne bruges på andre samfundsnyttige opgaver og at skatterne ikke skal stige. Vi er altså tilbage ved klassiske socialistisk/borgerlig uenighed hvad angår den økonomiske del af diskussionen.

Dette gør hverken den ene eller den anden fløj mere eller mindre human, god eller ond. Det er en følge af demokratiet, at vi ikke er enige om alt, og at det i sidste ende er flertallet, der bestemmer. Så længe venstrefløjen erkender det faktum, at muslimsk indvandring gennemsnitligt betragtet er en økonomisk samfundsbelastning, handler diskussionen alene om prioritering.

De kulturelle uenigheder

Det er en almindeligt udbredt holdning på venstrefløjen, at man ønsker et multikulturelt samfund, hvor mange forskellige kulturer lever side om side. Det kan tale for, at invitere flere udefra med anderledes kulturer til landet. Argumentet er, at vi i Danmark bl.a. bliver åndeligt rigere af at blive konfronteret med anderledes kulturer i vores hverdag. Det er altså et ønske om et mere diversificeret samfund, venstrefløjen stiler efter.

På højrefløjen er det en udbredt holdning, at flere muslimer i samfundet vil betyde, at islam vil spille en større rolle, og at samfundet vil skulle tilpasse sig til islamiske dogmer snarere end omvendt. Her er argumentet, at danskerne på sigt vil skulle opgive værdier, som man i dag identificerer sig med.

Da kulturel påvirkning – og holdningen til multikulturisme – ikke så let lader sig måle, som det er tilfældet med de økonomiske argumenter, er der lagt op til en permanent uenighed på dette punkt. Det er svært at forestille sig, at de, der ønsker at skrotte dansk kultur, skal kunne blive enige med dem, der ønsker at bevare dansk kultur. Derfor vil der til stadighed være uenighed på dette punkt.

Hvad betyder det for kulturen – og hvorfor er vi så uenige?

Her vil vi tage udgangspunkt i højrefløjens argumenter – af den grund, at der på venstrefløjen ikke synes at være den opfattelse, at kulturen bliver nævneværdigt påvirket af muslimsk indvandring.

Højrefløjens oftest anvendte argumenter imod muslimsk indvandring er oftest; at muslimer ikke går ind for demokrati; at muslimer ikke har ligestilling mellem kønnene; at samfundet skal tilpasse sig muslimske maddogmer (svinekød og halal); at muslimer begår mere kriminalitet; at muslimer er skyld i begrænsninger af ytringsfriheden.

Vi ved, at samfundet allerede har tilpasset sig muslimske traditioner mht. deres madkultur. Skole, daginstitutioner og hospitaler fravælger i stadig højere grad svinekød og indkøber ofte halalslagtet kød – for at muslimer skal kunne spise maden. Vi ved også, af bitter erfaring, at det kan være direkte livsfarligt at ytre sig kritisk over islam som ideologi, og at der er visse ting, der ikke kan skrives eller vises (fx tegninger af muslimernes profet) uden at vække protester fra det muslimske samfund.

Det er også videnskabeligt bevist gennem mange års statistikker, at muslimer har en langt højere kriminalitetsrate end etniske danskere, vestlige indvandrere samt ikke-vestlige indvandrere fra ikke-muslimske lande (fx kinesere) – selv når statistikkerne tager højde for økonomiske og sociale faktorer.

Allerede her har højrefløjen ret i deres argumentation, men så længe venstrefløjen anerkender fakta, er det blot et spørgsmål om hvorvidt man er villig til at acceptere, at en større muslimsk befolkning indebærer disse påvirkninger af samfundet. Det accepterer venstrefløjen tydeligvis.

Mht. muslimers indstilling til demokrati, ligestilling og for så vidt også tolerance af ikke-muslimer viser en omfattende tysk paneuropæisk undersøgelse, at det ikke står så godt til med fundamentalismen blandt herboende muslimer. Faktisk viser undersøgelsen, at der er et overvejende flertal blandt muslimer, som ikke ønsker sekulære love (demokrati) over religiøse love (sharia); at koranen tages helt bogstaveligt, hvilket indebærer at kvinder er mindreværdige i forhold til mænd; og at der er en udbredt intolerance over for andre religioner, i særdeleshed over for jøde.

Det lader ikke til, at venstrefløjen anerkender, at fundamentalismen er så udbredt blandt muslimer i Danmark, idet der udelukkende fokuseres på de gode eksempler, der naturligvis også er.

Terrorrisikoen

Endelig mener højrefløjen generelt, at flere muslimer i samfundet er lig med større risiko for terrorisme. Det er endnu ikke påvist, at antallet af muslimer eller andelen af muslimer er afgørende for hvor stor risikoen for terrorisme er. Derfor kan man kun lave antagelser. Omvendt er det en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at terrorisme slet ikke hænger sammen med islam…. Den lader vi lige stå lidt…


 

Konklusionen på det hele må være, at der ikke findes gode og onde i indvandrerdebatten, men at der kun findes forskellige holdninger til økonomisk prioriteringer samt til hvilket samfund, den enkelte ønsker at Danmark skal være på den lange bane. Selvfølgelig er der eksempler på begge fløje, hvor kæden er hoppet helt af, men det store flertal på såvel højrefløj som venstrefløj agerer ud fra forskellige ideologiske og politiske overbevisninger baseret på den viden og erfaring, de besidder, samt den situation de selv befinder sig i.