De udviste kriminelle vender tilbage

Hvert år udviser Danmark hundredvis af udlændinge, når de er blevet dømt for kriminalitet. Men en udvisning betyder ikke, at de holder sig væk fra landet. TV 2 genudsendte i går (27.05.2015) dokumentaren “De Udviste Vender Tilbage“, som skræmmende påviser det store problem med de åbne grænser til Danmark.

Dokumentaren følger 26-årige Miralem Durakovic, når han bliver udvist til Bosnien. Miralem har boet i Danmark i næsten 20 år, men er dømt til udvisning på grund af grov vold. Programmet følger også 21-årige Camilla Pedersen og hendes kæreste, 26-årige Mirza Karjasevic. Parret har to børn, men efter Mirza blev dømt for en lang række røverier i Danmark, blev han udvist i 2013. Nu er han tilsyneladende forsvundet. Men lever han i skjul i Danmark? TV 2 spørger, hvorfor de udviste vender tilbage, og hvor mange, der er her for at lave ny kriminalitet?

Mindst halvdelen af de udviste kriminelle menes at vende tilbage til Danmark inden for det første år efter udvisningen. Mange af dem kommer tilbage for at fortsætte deres kriminelle løbebane. Ifølge statistikken er ca. halvdelen af de udvisningsdømte fra Østeuropa, en fjerdedel fra Afrika og resten fra forskellige lande, især Mellemøsten. Blandt de udviste, der oftest vender tilbage – og dermed bryder indrejseforbuddet – tegner rumænerne sig for den største andel, skarpt fulgt af litauere og polakker.

Schengen og øst-udvidelsen

Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejde, de åbne grænser uden grænsekontrol og ikke mindst EU’s indlemmelse af de østeuropæiske lande, er de væsentligste grunde til, at Danmark i dag indtager Europa-rekorden i indbrud. Desværre viser nyligt offentliggjorte statistikker fra politiet, at op imod 9 ud af 10 indbrud henlægges og derfor aldrig bliver opklaret. Det giver de østeuropæiske kriminelle frit slag til at fortsætte deres kriminalitet i Danmark. Og de kan tilmed køre næsten uhindret hjem til eksempelvis Rumænien med deres tyvekoster – uden at møde en eneste grænsevagt.

Indbrud er desværre ikke det eneste, som det grænseløse Europa har påført danskerne. Kriminelle fra øst står også for en hel del hjemmerøverier, tricktyverier, gaderøverier, økonomisk kriminalitet og social bedrageri osv. osv. Alle tænkelige former for berigelseskriminalitet og voldelige overfald har fået et nøk opad med de åbne grænser.

Derudover gør de åbne grænser det endnu lettere for menneskesmuglere og narkokurerer at bevæge sig frit i Europa. De sydlige grænser mod Afrika og Mellemøsten er dermed Danmarks eneste bolværk imod illegale indvandrere og strømmen af narko. Vi ved desværre alt for godt hvor lidt succes man har med at standse denne trafik gennem lande som Spanien og Italien.

Spørgsmålet er, om der findes danske politikere med mod nok til at gøre op med Danmarks EU-deltagelse?