Er du en racist, dit svin?

Hvis du ikke deler holdninger med den yderste venstrefløj på udlændingepolitikken, har du nok hørt den udtalelse før. Hvis du ytrer dig kritisk over for islam, vil du fra samme fløj høre betegnelsen “islamofobi” og er du kritisk over for åbne grænser eller formaster dig til at synes, at grænsebomme måske kunne virke imod grænseoverskridende kriminalitet, er du nok fremmedfjendsk.

Efter det seneste folketingsvalg, hvor mere end hver femte vælger stemte på Dansk Folkeparti, omtales Danmark som et fremmedfjendsk land og danskerne som racister. Sådan betegnes vi både af røde politikere i Tyskland, af medierne i Sverige og af venstrefløjen i vores eget land. Med venstrefløjen forstås her de socialistiske partier samt De Radikale. Sidstnævnte er nærmest bannerførere for det “politisk korrekte Danmark”.

Spørgsmålet er om de har ret eller om de blot prøver at dæmonisere hver femte danske vælger? Er en stor del af danskerne racister, er vi fremmedfjendske og lider vi af islamofobi… eller det blot politisk spin?

Hvad vil det sige at være racist?

Slår du ordet ‘racist’ op i den danske ordbog, står der, at det er en tilhænger af racisme. I nyere dansk sprogbrug betegnes racisme som diskrimination af eller fjendtlig holdning til mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m. Der hvor de fleste mennesker med skepsis over for en ideologi som islam nok står af med hensyn til denne definition, er når en tilvalgt ideologi sidestilles med menneskeracer. Men nu defineres racisme altså sådan, så hvis man har en fjendtlig holdning til personer med en bestemt religion, er det også racisme, ligesom hvis man mener, at sorte mennesker er mindre værd end hvide pga. farveforskellen.

Men så er spørgsmålet: Skal islam defineres alene som en religion eller som en ideologi, sidestillet med f.eks. kommunisme, socialisme, liberalisme, konservatisme etc. Det vender vi tilbage til.

Hvor stammer begrebet islamofobi fra?

Oprindeligt kommer ordet fra engelsk (islamophobia), hvor betegnelsen beskrives som “et intenst mishag mod eller frygt for islam, specielt som en politisk kraft; fjendtlighed eller fordomme over for muslimer”. Den danske brug af endelsen -fobi leder tankerne hen imod den gængse brug af betegnelsen fobier, der omhandler en irrationel frygt for noget – i dette tilfælde islam som politisk kraft – dvs. islam som ideologi.

Man kan betegne araknofobi (frygt for edderkopper) som irrationel, fordi det – i det mindste i vores del af verden – er en helt ubegrundet frygt. Edderkopper er pr. definition ikke farlige. Flyskræk er også en meget udbredt fobi, som ligeledes er irrationel. Det er ganske enkelt langt mere farligt at køre i bil eller på cykel, end det er at flyve.

Men er frygt for islam irrationel, dvs. ubegrundet? De mange millioner, der gennem århundreder – og også i nyere tid – er blevet fordrevet eller myrdet af muslimer i hellig krig, havde en begrundet frygt for islam. Spørgsmålet er så, om nogen i vores tid kan have grund til at frygte islam. Udgør islam som ideologi overhovedet nogen trussel og hvad baserer vi det på… terrorangreb, udtalelser fra islamiske ledere og højtstående imamer, koranens indiskutable budskaber eller er det bare en irrationel frygt?

Uanset om man mener, at frygten er begrundet eller ubegrundet, kan man altså ikke bruge begge betegnelserne ‘racisme’ og ‘islamofobi’ om samme sag. For at betegnelsen racisme kan anvendes, må islam nødvendigvis forstås alene som en religion, da det ikke kan lade sig gøre, at være racist over for en med en anden ideologi. Det hedder på dansk blot at være uenig. Men definitionen på islamofobi siger jo netop, at det er frygt for islam som politisk kraft, dvs. som ideologi, man omtaler med begrebet – vel og mærke en irrationel frygt.

Er du så racist?

Det er da meget muligt, at du mener, at sorte mennesker eller asiater er ringere mennesker end hvide europæere. I så fald er du nok racist. Men hvis du ser skævt til mennesker med en bestemt livsanskuelse og en bestemt ideologisk indstilling, som er forskellig fra din egen, er du ikke racist, men ideologisk uenig. Med mindre du tilhører venstrefløjen og det er Dansk Folkeparti, du er ideologisk uenig med, så tilhører du de “politisk korrekte”, så er du en rigtig humanist og så må du gerne dæmonisere dem, du er uenig med.

Er danskerne fremmedfjendske?

Danskerne er et af verdens mest berejste folkefærd. Vi rejser ofte til udlandet og møder nye kulturer. Vi tager gerne fremmede kulturer, især fremmed madkultur, til os. Turister beskriver danskerne som imødekommende og venlige. Derfor lyder det lidt mærkeligt, at danskerne skulle være særligt fremmedfjendske, men der tænkes måske kun på den halvdel, der stemmer til højre for De Radikale.

Betegnelsen er opstået i den politiske debat og bruges flittigt af venstrefløjen til at dæmonisere alle dem, der er tilhængere af en udlændingepolitik, der er mere restriktiv end den politik, venstrefløjen aktuelt fører. Dvs. at definitionen ændrer sig i takt med hvordan venstrefløjen definerer deres politik. Holdninger, der for 10 år siden blev betragtet som fremmedfjendske – og som en vis Poul Nyrup kaldte ikke stuerene – må man gerne have i dag, hvis man er socialdemokrat og i valgkamp. Det rykker sig i takt med de “politisk korrekte”, hvilket helt klart understreger, at der er tale om ren politisk dæmonisering af især Dansk Folkepartis vælgere.

Venstrefløjens “politisk korrekte” hykleri

På mange punkter ligger Dansk Folkeparties politik tættere på de klassiske røde partier som S og SF. På EU-spørgsmålet ligger DF faktisk helt på linje med EL idet begge partier er skeptiske over for eller direkte modstandere af Danmarks medlemskab. Det er tilsyneladende hovedsageligt på udlændingepolitikken, at DF skiller sig voldsomt ud fra venstrefløjens gængse holdninger.

Men hvorfor er venstrefløjen så uenig med eksempelvis Dansk Folkeparti og andre islam-kritiske partier? For det er næppe nogen hemmelighed, at det er tilhængere af islam, som højrefløjen primært ønsker, at begrænse tilstrømningen af, når man vil begrænse den ikke-vestlige indvandring til Danmark. Burde venstrefløjen ikke selv være dem, der var mest fremme i skoene når det kommer til kritik af de fundamentale grundsten i islam, kunne man spørge sig selv.

For det første er socialister ikke de allermest gudfrygtige. Ateisme er langt mere udbredt på venstrefløjen end på højrefløjen. Alene ud fra den sekulære synsvinkel, burde venstrefløjen være de allermest islam-skeptiske. Så er der kvindesynet. Islams grundlæggende kvindesyn står i diametral modsætning til det, som rødstrømperne kæmpede for. Enhver ideologi, der rangerer kvinder lavere end mænd, burde møde stor kritik fra netop socialisterne. Men det ser man åbenbart igennem fingrene med i den større sags tjeneste.

For venstrefløjen må have en større sag, der taler for deres alliance med en ideologi, der på helt centrale punker strider med god gammeldags socialisme. Enten opfatter man islam som en minoritet (selvom ideologien har halvanden milliarder tilhængere på verdensplan) eller også udnytter man helt kynisk, at islam – i lighed med socialismen – ser kapitalismen som en traditionel politisk fjende. Endelig kan der være nogle på venstrefløjen, der slet ikke ved hvad islam er, ikke har sat sig ind i islams historie og heller ikke følger med i hvad der sker rundt omkring i verden. Dem er der sikkert også nogle af.

Hykleriet på venstrefløjen kommer især til udtryk ved deres store kærlighed til velfærdsstaten, hvor så meget som muligt skal styres og finansieres af staten, og hvor alle de svage skal hjælpes. Det i sig selv er ikke hyklerisk, men til en vis grad ganske næstekærligt. Det hykleriske opstår ved, at venstrefløjen forestiller sig, at velfærdskagen er uendelig stor; at uanset hvor mange stykker, der skæres af den, bliver der ved med at være lige mange og lige store stykker tilbage. De ignorerer det faktum, at jo flere ressourcer der bruges på flere nye, ressourcesvage mennesker (immigranter fra ikke-vestlige lande), desto færre ressourcer er der tilbage til dem, der var her i forvejen.

Måske er de ikke hyklere, men blot talblinde…

Endelig er der dæmoniseringen af højrefløjen. Venstrefløjen er de første til at skyde bl.a. DF i skoene, at man dæmoniserer alle muslimer ved at være skeptisk over for udbredelsen af islamisk kultur og islamiske hensyn i det danske samfund. Samtidig dæmonisere venstrefløjen samtlige DF’s vælgere ved at omtale dem som racister, fremmedfjendske og islamofober. Dét er rent hykleri.

Er der grund til at være skeptisk over for muslimer?

Der er næppe grund til at være skeptisk over for hver eneste muslim. Muslimer er forskellige og nogle praktiserer reelt ikke deres religion og lever slet ikke efter koranens forskrifter endsige med profeten Muhammed som forbillede. De er, som de fleste danskere, vokset op i et miljø og en kultur, som bygger på nogle dogmer og traditioner, der er rodfæstet i religionen. Ligesom mange danskere bevarer det kristne kulturelle islæt og kristne traditioner, uden at være synderligt troende, findes der også muslimer, der ikke er særligt troende. Den seneste større undersøgelse blandt muslimer i Europa (hvilket med rimelig sandsynlighed kan overføres på danske forhold), viser at op imod en fjerdedel af alle muslimerne i Europa er mere eller mindre moderate.

Det er blandt de troende muslimer (den store majoritet på tre fjerdedele), at der kan være grund til bekymring hos ikke-muslimer. Islam er nemlig så firkantet indrettet, at man ikke kan vælge til og fra, hvis man er troende. Det er med andre ord alt eller intet. Bare det at vælge passager fra i koranen, som man ikke ønsker at følge, betragtes som blasfemisk = en dødssynd.

Som udgangspunkt bør man ikke være skeptisk overfor den enkelte muslim, hvis man ikke ved hvor nidkært vedkommende værner om sin tro. Men man bør som udgangspunkt være skeptisk over for islam som ideologi. Og det kan man tillade sig at være, uden at nogen kan tillade sig at kalde dig for et racist-svin.

Hvis nogen fremover kalder dig racist, kan du med rette korrigere dem og sige, at du ikke er racist – du er blot ideologisk uenig med islam.

,