Hjertet i en ny borgerlig udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik

Flere konkrete borgerrettigheder, færre abstrakte menneskerettigheder. Sidstnævnte truer førstnævnte.

Folketingsvalget er overstået, og der er som bekendt mere at være glad for end ked ad. Ikke mindst, at store dele af venstrefløjen lader til at ville udvandre til Sverige på dens mange Nihola- og Christianiacykler.

Nu skal man naturligvis ikke overvurdere en ny dansk regerings mod og idérigdom i et land præget af konsensus, men tillad mig i den kommende uge eller mere at byde ind med et par dugfriske forslag.

Dagens forslag blev skrevet som en advarsel på valgdagen (trykt i dagens udgave af papiravisen), men valgets resultat giver muligvis en større chance for at blive hørt af dem, der bestemmer.

For tænk, hvis en ny regering ville skippe den generelle afgudsdyrkelse af det, vi kan kalde de postmoderne menneskerettigheder. Det vil sige de sociale og kulturelle menneskerettigheder, som FN forsøger at få gennemtrumfet over den ganske verden i tillæg til de politiske rettigheder, og som EU fremmer via EU-Domstolen og den løbende propaganda i vestlige medier.

Her ligger selve udgangspunktet for en ny borgerlig udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik. Dens hjerte og puls.

Aldrig er der blevet snakket så meget om internationale forpligtelser hér og dér og i forbindelse med flygtninge, migranter og asylpirater, men læg mærke til, at regningen altid bliver betalt nationalt. Af nationale stater, regeringer og i sidste ende skatteydere.

Det internationale er en faktura maskeret som en moralsk fordring. Det nationale er en pengetank. Som den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje pointerede i den norske avis Dagens Næringsliv forleden, betales og beskyttes menneskerettighederne netop ikke internationalt, men af de udskældte nationalstater: ”Rettighederne er blevet et sted, hvor flertallet yder, og minoriteterne nyder.”

Hvis jeg var Lars Løkke, … Læs hele artiklen