Hvis bare islam var en religion

Vi kan dårligt tale om islam uden at tale om kristendom, hvis kerne er væsensforskellig fra islams, hvis jeg må være så fri.

Hvis islam var en religion som andre religioner, så kunne vi nøjes med at tro på den eller afvise den. Der ville foreligge et eksistentielt valg – som med kristendommen. Det ville være den enkeltes suveræne valg, dvs. et samvittighedsspørgsmål, en trossag, noget privat, personligt og subjektivt med en let omskrivning af Shakespeares diktum: At tro eller ikke tro – det er spørgsmålet.

Her har I, mine damer og herrer, den kristne befrielse: Du kan nøjes med at tro og stole på din egen samvittighed: Det er ikke bestemte gerninger, der fører til Gud, det er din tro, der er afgørende. Det er med andre ord dig selv, der må give tilværelsen mening, ikke Gud. Det er, i hvert fald hvis man lytter til den slovenske filosof Slavoj Zizek, hvad Jesu død på korset symboliserer: At der ikke findes et Store Andet eller nogen Sublim Instans, der garanterer mening i vor tilværelse. Fader, hvorfor har du forladt mig?

Lykke og ulykke tildeles ikke retfærdigt, vi må indimellem leve med vilkårligheder og sort uheld. Der er hverken nogen plan, exitplan eller noget remedie.

Jeg indrømmer, at Zizeks fortolkning kan være nok så radikal – i ordets oprindelige betydning. Men den giver et vist perspektiv på aftenens emne: Vi kan dårligt tale om islam uden at tale om kristendom og uden at forsøge at trænge ind til kristendommens kerne, som er væsensforskellig fra islams, hvis jeg må være så fri.

Zizek illustrerer sin påstand med Jobs Bog fra Det Gamle Testamente. I husker sikkert bedre end jeg, hvordan Gud lader Satan sætte Job på en årelang prøve ved at udsætte ham for alverdens ulykker for at se, om han afsværger sin Gudstro i mødet med de mest ugunstige tilskikkelser. Tror han blindt? Eller tror han også på sine egne erfaringer?

Ulykkerne regner ned over Job. Snart forsøger hhv. konen og tre venner at påvirke ham til enten at forlade Gud eller læse en guddommelig orden ind i de ulyksalige hændelser.

Læs hele artiklen

(fortsat resumé)

Hvad er islam?

Hvis islam var en religion, ville der slet ikke være grund til at stille det retoriske spørgsmål. Vi ville med lethed og uden bagtanker kunne svare, at islam er en religion på linje med kristendom, jødedom, buddhisme, hinduisme osv.

Men vi véd instinktivt, at islam er noget særligt. Inderst inde véd vi godt, at vi lyver, når vi lader som om, at fem og syv er lige.

Islam er mere end en religion – og noget helt andet end kristendom. Islam vil have os til at gøre noget, den vil have os til at handle på en bestemt måde, den er konstruktiv, kreativ, bydende, ligesom den indskriver en retfærdighed og en orden i altings kaos. Islam er først og fremmest Koranen, Guds ord til citat. Gør dét, og du hører til de Retfærdige. Gør dét, og du er fortabt.

Hvor kristendommen opererer med et indrestyret ideal, der tror eller forkaster Gud, og hvor skyld og samvittighed følges ad som siamesiske tvillinger, opererer islam med et ydrestyret ideal, hvis målestok er ære & skam.

Vi kan betragte, hvordan islam ser på de to køn.

I islam er æren for mænd, hvad skammen er for kvinder. Mænd skal beskytte deres ære, som kvinder skal forsage skammen. Skammen er seksuel, tabuiseret, fornedrende. Æren er fysisk, territoriel og belagt med status og anerkendelse.

Islams doktrinære dikotomi mellem mænd og kvinder findes slet ikke i kristendommen. Vist har der været en praksis blandt de kristne, som til forskellige tider og i nogle samfund har fungeret lidt på samme måde – med manden øverst og kvinden nederst i den sociale virkelighed. Men der findes ikke nogen kristen antropologi, som i islams helligskrifter med manden som den Rene og kvinden som den Urene. Hvorfor kvinders påklædning da også er genstand for kronisk og detaljeret interesse og social kontrol overalt, hvor islam hersker eller udgør en stærk kulturel ramme.

Islams kønslære er statisk og maskulin. Mænd er vogtere, kvinder er at regne for bytte. Det er islams kønslære, der fortæller, at kvinder skal tildække deres hår og skjule deres sensualitet og seksualitet for alle andre end deres ægtemand. At kvinden tilmed i princippet og i mange muslimske samfund skal kunne tåle at dele sin mand med tre andre kvinder er en vigtig tilføjelse. Manden er så ren, at han godt kan grise sig til med fire kvinder. Kvinden er derimod så uren, at hun i princippet er delelig med fire. Han er den Hele, hun er den Kvarte.

Vi kan også se på, hvordan islams helligskrifter beskriver ikke-muslimer. Det er ikke ligefrem en dans på gloser. Ikke-muslimer er ikke kun vantro, men dem, der vil blive besejret. Altså, ifølge den overordnede, profetisk-guddommelige plan. Der hersker således en koranisk kamp på liv og død mod ”aber og svin” (5:60), folk, der ”bærer på en sygdom” (5:52), ”fortærer andres ejendom” (4:161), er ”forbandede af Gud” (5:13), ”de værste dyr” (8:55), ja, ”det værste af skabningen” (98:6).

Læs hele artiklen