Hvorfor nej til alt fra EU?

Det kan lyde næsten for kompromisløst, men er det ikke. EU har vist sig at være alt det, som modstanderne i 1972 frygtede. Og en hel del til. EU er vor tids svøbe, idet ophøret af Danmarks og de europæiske nationalstaters suverænitet er ensbetydende med at sige farvel til Europa og dermed til den så langt vigtigste del af den vestlige verden. USA, Canada, Australien og New Zealand forandres også voldsomt i disse år, og deres fremtid er usikker. Europa som kernen i den vestlige kultur er derfor afgørende at få bevaret. Kun ved opretholdelsen af en samlet europæisk kultur med rod i de europæiske folks afstamning og i kristendommen kan Danmark gøre sig håb om en fremtid for vore efterkommere.

Om Danmark må det altid handle først og fremmest, men dette kan kun ske ved at medtænke hele Europa. Det danske folks kamp mod EU kæmper vi således ligefuldt med svenskerne, tyskerne, englænderne, hollænderne, franskmændene og så videre.

EU´s utilgivelige synd er organisationens erklærede krig mod de europæiske nationalstater. Så sent som for få dage siden udtalte EU-kommissionens formand Manuel Barroso, at “De gamle dæmoner er ved at vågne igen”, og Barroso advarede imod “nationalister og EU-modstandere, som ikke bidrager til at komme væk fra Europas gamle, aggressive natur og stærke nationalisme, som satte skub i Første Verdenskrig.” Lederen af den liberale gruppe i EU-parlamentet, Guy Verhofstadt, stemte i ved at påstå, at det skyldes det “europæiske projekt”, at der ikke er krig i Europa.

Historieløsheden er chokerende hos de to herrer. Begge overser de det faktum, at Europa før den første verdenskrigs udbrud i 1914 ikke bestod primært af nationalstater, men af imperier. Samtlige fem stormagter, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn, var imperiedannelser, om nogen var. Storbritannien og Frankrig var det i kraft af deres kolonier, Storbritannien også som følge af besiddelsen af Irland, hvor ønsket om selvstændighed var næsten universelt fraset Nordirland. Rusland var en imperiemagt i udtalt grad med kun ca. 45 procent etniske russere i kæmperiget i år 1900. Tyskland var det på grund af landets annektering af Sønderjylland, af Alsace-Lorraine og af den mere end hundrede år lange besættelse af polske områder mod øst. Og Østrig-Ungarn var det mere end alle andre med dobbeltmonarkiets kontrol over tjekker, slovakker, serbere, slovenere, ukrainere, polakker, rumænere med mange flere mindre folkeslag. … Læs hele artiklen

Tagged