Ingen taler om sagens kerne

Den nuværende folkevandring mod Europa giver anledning til en masse debat om Europas ansvar i forhold til flygtningesituationen i Syrien og andre konfliktramte områder i verden. Vi høre ofte politikere argumenter for, at Europa har et medansvar for de flygtningestrømme, der skabes i verden. Her henvises ofte til USA og dets allieredes deltagelse i krige i Irak og Afghanistan; og Vestens bombning af terrororganisationen Islamisk Stat nævnes også hyppigt, for at forklare Vestens ansvar over for flygtninge fra Syrien.

Det er helt korrekt, at Vesten med USA i spidsen har fjernet Saddam Hussein fra diktatorposten i Irak, og at dét har været med til at destabilisere landet. En destabilisering, der er smittet af på Syrien, som har deres egen diktator i form af Assad (som russerne holder hånden over) at slås med. Men etniske konflikter og internt fordrevne har fundet sted i regionen – også før USA gjorde deres militære entre. Den gang blev de undertrykte dele af befolkningen i stedet dræbt eller fængslet. Uden en stærk diktator kan de nu i stedet flygte. Hvis Vesten har en ’skyld’ i denne sammenhæng, så er det, at millioner af mennesker er på flugt, i stedet for at være blevet udryddet.

Hvis der skal placeres et rigtigt ansvar for de mange konflikter verden over, som skaber flygtningestrømme, er det relevant at se på, hvad konflikterne drejer sig om – og ikke mindst; hvem der er årsag til dem. Her er et udpluk af nogle af de konflikter, vi har set i nyere tid. Ikke alle konflikterne skaber p.t. flygtningestrømme, men mange af dem har gjort det eller gør det stadig.

 

Land Parter i konflikt
Afghanistan Islamistiske muslimer (Taliban) mod andre muslimer
Bosnien Muslimer mod ortodokse kristne og romersk katolske
Cypern Muslimer mod kristne
Elfenbenskysten Muslimer mod kristne og stammefolk
Filippinerne Muslimer mod kristne
Indien Muslimer mod kristne, hinduer, sikher og animister
Indonesien Muslimer mod kristne
Irak Islamistiske sunni muslimer (Islamisk Stat) mod shia muslimer, kurdere og yazidier
Kashmir Muslimer mod hinduer
Kosovo Muslimer mod ortodokse kristne
Kurdistan Islamistiske sunni muslimer (Islamisk Stat) mod shia muslimer, kurdere, kristne, jøder, yarsanere og yazidier
Makedonien Muslimer mod ortodokse kristne
Gaza Muslimer mod jøder og kristne
Myanmar Muslimer mod buddhister
Nigeria Islamistiske muslimer (Boka Haram) mod kristne og stammefolk
Pakistan Sunni muslimer mod shia muslimer
Somalia Islamistiske wahhabi muslimer mod moderate sufi muslimer
Sudan Muslimer mod kristne og stammefolk
Syrien Islamistiske sunni muslimer (Islamisk Stat) mod shia muslimer, kurdere, kristne og yazidier
Thailand Muslimer mod buddhister
Uganda Muslimer mod kristne og stammefolk
Øst Timor Muslimer mod kristne

 

En gennemgående fællesnævner ved alle de ovennævnte konflikter er ISLAM. I hver og en af disse konflikter, er der muslimer på den ene eller anden side af konflikten, i de fleste tilfælde som aggressor, men i nogle tilfælde som almindelig konfliktpartner eller som ‘ofrene’ for konflikten (i verdenssamfundets optik).

Læg her til, at terrororganisationer verden over bliver støttet af islamistiske stater som Iran, Saudi Arabien, Syrien (Assad), Sudan og tidligere Libyen. Oven i det har globale organisationer som salafisterne, Det Muslimske Broderskab, Hizb-ut-Tahrir, Al-Qaeda, Boku Haram og nu også Islamisk Stat tråde ud i hele den vestlige verden.

Skal der findes én gennemgående faktor, der er tilstede i nærsagt alle verdens konflikter i dag, så er det islam. Islam er, om nogen, ansvarlig for en meget stor del af verdens ufred. Men det tales der næsten ikke om. Tværtimod har de Vestlige ledere travlt med, at bortforklare og på islams vegne fraskrive islam for ethvert ansvar:

“Islam er en fredelig religion, som nogle gale radikale grupper har misforstået og udnytter til skade for alle verdens fredelige muslimer.”

Det hænger naturligvis sådan sammen, som tilfældet er og har været med de totalitære ideologier, vi kender til (kommunismen, nazismen og islam), at ikke alle inden for den ideologiske sfære er lige fundamentalistiske. Det var langt fra alle kinesere, der stod bag masseudryddelsen af Maos modstandere, eller alle i Stalins kommunistregime, der gik ind for deporteringer og folkemord, eller alle nazister, der kendte til eller gik ind for udryddelsen af jøder og andre, der blev betragtet som ideologiske fjender. På samme måde er det ikke alle muslimer, der – selvom de måtte være fundamentalister – straks går ud og hugger hovedet af vantro.

I alle totalitære ideologier findes der en stor masse, som blot lever med de regler og doktriner, der er indført.

Fundamentalistisk islam, som er det der praktiseres af de muslimer, der tror på, at koranen er Guds ord og derfor skal tages bogstaveligt, er pr. definition undertrykkende og imperialistisk i sin natur. Det kræver blot at læse den ‘hellige bog’, for at konstatere dette. Derfor er det helt naturligt, at islam til stadighed ligger i konflikt med folk af andre religioner.

Det er derfor også forkert at hævde, at det er de aggressive grupperinger, der har misforstået og udnytter islam. De tager blot koranen bogstaveligt, hvilket må forudsættes at være helt oplagt, når nu koranen hævdes at være guds sande ord. Koranen er det altafgørende fundament for islam. Betror man sig ikke til koranen som værende sandheden, kan man ganske enkelte ikke kaldes for muslim. Derfor giver det ingen mening at kalde de mest troende muslimer for de, der har misforstået religionen. Det er selvfølgelig noget vrøvl.

Med andre ord, så efterlyses hermed, at debatten tager islam med i betragtningen af de konflikter, der skaber flygtningestrømme og folkevandring mod Europa. Vi skylder Europas befolkning at fortælle, at ansvaret for flygtningekriser ligger hos en fundamentalistisk, totalitær underkastelsesideologi (‘islam’ betyder underkastelse), som bliver mere og mere udbredt i verden – også inde i selve Europa.

Borgerkrigen på Balkan burde være en lektie i frisk erindring, om hvor galt det kan gå i et europæisk land, hvor gnidninger mellem muslimer og kristne endte i en religionskrig, sendte mange tusinder på flugt og smadrede en hel nation.

Kære politikere: Pak jeres frygt for at kritisere islam langt væk. Før I erkender, at roden til verdens ufred bl.a. skal findes i islams voldsomme ekspansion over de seneste årtier, vil vi blive ved med at blive taget på sengen. Hvem ved, måske bliver vi også taget på sengen når konflikterne starter internt i Europa, fordi vi ikke anerkender betydningen af islam, som en ideologisk trussel, der langt overstiger kommunismen og nazismen tilsammen.