Krig kræver kynisme

Når en nation er i krig kræves kyniske handlinger. At dræbe ens fjender er en kynisk handling, uanset hvor gode ens intentioner måtte være. Formålet med at udslette fjenden er naturligvis at forhindre, at fjenden rammer en selv. Vi kan ikke forvente, at vores fjender udviser tilbageholdenhed, nåde eller mindre kynisme end os. Vi kan heller ikke forvente, at fjenden vil overholde de ”spilleregler”, som vi opstiller for os selv.

Danmark befinder sig midt i en religionskrig, en krig mod ekstreme islamister, som tolker Koranen helt bogstaveligt og som fortsætter i den selvudnævnte profets blodige fodspor. Hver en krigerisk handling og hvert et terrorangreb imod os, finder fjenden retfærdiggørelse for i deres hellige bog. Det hænger naturligvis sammen med, at det er islam som ideologi, religion og verdensopfattelse, der er grundlaget for deres livsførelse i almindelighed og for deres krig imod os – de vantro – i særdeleshed.

Vores militære indsats mod den islamiske fjende betyder, at mennesker bliver dræbt. Vi forsvarer vores ret til at dræbe fjenden med, at ellers ville de dræbe os. Sådan er krig. Krig er kynisk og krig betyder tab af menneskeliv. Hele formålet med at involvere sig i krigen er, at beskytte vores egnes liv på bekostning af fjendens.

Når fjenden, som det er tilfældet i den aktuelle religionskrig, ikke er en suveræn stat, med klart definerede grænser og et statsligt styre, bliver identifikationen af fjenden mere diffus og svær præcis at definere. Fjenden kan derfor kun udpeges ved hans ideologiske tilslutning til den fjendtlige ideologi. Det kan være umådeligt svært, idet fjenden ikke altid skilter med sin overbevisning.

Krigen mod nazismen var en lettere ideologisk krig, at identificere fjenden i. Fjenden befandt sig hovedsageligt i et bestemt geografisk område og hovedparten af krigen foregik ved fronten. En senere ideologisk ”krig” var Den Kolde Krig, hvor fjenden var kommunister, identificeret ved Sovjetunionen. Men modsat krigen mod nazismen, var der under Den Kolde Krig langt flere sympatisører iblandt os. Det var også under Den Kolde Krig, at den vestlige verden for alvor stiftede bekendtskab med terrorisme udført af borgere, der levede iblandt os. Rote Armé Fraktion (RAF) var vesterlændinge med en kommunistisk ideologi, som gennemførte kyniske angreb mod os – fjenden.

Den type fjende, som er farligst for den civile befolkning, er den fjende, som lever iblandt os. Derfor må vi hverken udvise nåde eller hensyn, når det kommer til bekæmpelse af fjender iblandt os. Hvis vi skal beskytte os selv og nationens borgere, må vi udvise kynisme i kampen imod dem, der vil os det ondt.

Vi skal identificere og udpege de individer, der holder med fjenden, støtter deres krig imod os eller blot sympatiserer med de synspunkter, der ligger til grund for konflikten. I den aktuelle krig er den ideologiske fjende ISLAM.

Der bor og lever millioner af muslimer i de vestlige lande, som p.t. er i krig med islam. Det vanskelige i den aktuelle krig er, at mange af disse muslimer hævder, at de ikke er vores fjender og at de slet ikke er ideologisk enige med de fjender, der åbent skilter med, at være imod os. Mange har statsborgerskab i vort eller vores allieredes lande, hvilket gør det endnu vanskeligere at skille reelle fjender fra almindelige medborgere.

Under 2. Verdenskrig ville man have forvist eller interneret alle, som kunne mistænkes for at støtte fjenden. Det skete bl.a. for japanere bosiddende i USA. Der var en kynisk handling, idet næppe alle amerikanske japanere ville udgøre en trussel. Men det var en nødvendighed, fordi det er næsten umuligt at bekæmpe en fjende, der bor i vores eget hus. Det var også baggrunden for hetzen mod amerikanske kommunister. De udgjorde en sikkerhedsrisiko på grund af deres fjendtlige ideologi, ikke på grund af deres faktiske handlinger. Det var kynisk, men blev fundet nødvendigt.

Det lader sig næppe gøre i den aktuelle krig. Dels fordi antallet af ideologiske trosfæller, der bor i Vesten, er umådeligt højt, men også fordi vi formoder, at mange af dem enten ikke sympatiserer med fjendens synspunkter eller ikke udgør en egentlig trussel. I vores demokratiske og humanistiske del af verden, vil vi gå meget langt for at beskytte andre mennesker, også selvom vi risikerer, at de vil vende sig imod os og slå os ihjel. Vi løber beredvilligt den risiko, at en herboende muslim kan vise sig at være vores fjende, fordi en anden muslim godt kan være vores ven – og vi ikke er i stand til at udpege, hvem der er hvem.

Det, at vi ikke internerer eller udviser alle potentielle fjender, er kynisme mod vores egne borgere, idet vi selv risikere døden på grund af vores humanistiske sondringer om, at vi kun ønsker at eliminere fjenden, når han rent faktisk har udført reelle fjendtlige handlinger imod os. At udvise eller internere samtlige, der deler ideologi med vores fjende, er således også kynisk, da vi risikerer at ramme mennesker, som egentlig ikke udgør en sikkerhedsrisiko eller måske slet ikke ser os som fjender. Men det er en kynisk handling, som ikke koster menneskeliv. Tværtimod beskytter den slags indgreb uskyldige borgere, der kunne være endt som ofre i en ideologiske krig, de ikke selv har bedt om.

Vores fjende i den aktuelle krig, er som nævnt ISLAM. Det kan siges så kategorisk, fordi vores fjende selv definerer konflikten derved. Men det bakkes op af det faktum, at det ideologiske fundament, Koranen, rent faktisk støtter og retfærdiggører de kyniske drab og terrorhandlinger, som vores fjende udfører. Uanset hvad såkaldt ’moderate’ muslimer måtte hævde, så er Koranen fundamentalt set en krigserklæring imod alle i verden, som ikke er muslimer. Så når en muslim hævder at følge Koranens bogstav til fulde (dvs. at han er fundamentalist), har han derved identificeret sig selv som vores fjende i den igangværende konflikt.

Vi må udvise kynisme over for disse fjender. Ellers vil vores manglende indgriben være endnu mere kynisk, idet det indebærer risiko for tab af uskyldige liv. Vi må leve med, at eksempelvis udvisning eller internering af fundamentalistiske muslimer medfører risiko for, at rammer flere end kun de reelle fjender. Men sådan er det i krig. Kynisme er nødvendig og kynisme har en pris.

Nogle vil nok kalde sådanne tiltag for inhumane eller diskriminerende, men når alternativet er, at uskyldige borgere ellers vil dø, må vi overveje om ikke det er mere kynisk at lade være at handle.

I den aktuelle konflikt kunne følgende tiltag til at beskytte vores borgeres liv være en mulig løsning:

Totalt stop for tilflytning fra muslimsk dominerede lande
Vi er nødt til at sætte en stopper for, at flere potentielle fjender flytter til vores land. Nuvel, der vil nok være tilflyttere iblandt, som ikke støtter vores fjender, men er det ikke mere kynisk at udsætte vores landsmænd for risikoen ved at lade dem flytte hertil?

Det ville være nærliggende blot at afvise alle, der oplyser at de er muslimer. Men desværre kan vi ikke stole på, at fjenden taler sandt, så vi er nødt til at nøjes med det næstbedste; at forholde os til hvor folk kommer fra.

Dette indebærer, at asylsøgere og indvandrere fra lande, hvor befolkningen primært er muslimer, alle må afvises og nægtes indrejse i landet, med mindre de kan bevise, at de ikke er muslimer.

Udvisning af kriminelle muslimer og muslimer med asocial adfærd
Vi ved af erfaring, at islamiske terrorister ofte har en kriminel baggrund og har udvist asocial adfærd, enten ved at opfordre til hellig krig eller ved at udtrykke sympati for islamiske idealer.

Disse muslimer udgør den største trussel imod os. Derfor bør de farligste af dem enten udvises (hvis de ikke er statsborgere i landet) eller interneres, dvs. sættes i fængsel eller i en lukket lejr.

Det er, som tidligere nævnt, umådeligt vanskeligt at identificere præcis hvilke muslimer, der udgør en latent risiko. En afgrænsning kunne trækkes ved hvor fundamentalistiske deres ideologi praktiseres, idet en stærkt troende muslim per definition tager Koranen bogstaveligt, herunder reglerne om og opfordringen til at dræbe os, der ikke har underkastet sig islam.

De fundamentalister, der udtrykkeligt har tilkendegivet deres sympati for vores fjender eller for vores fjenders ideologi, bør interneres på ubestemt tid – indtil krigen mod islam er overstået. Derefter bør de udvises. Alle øvrige fundamentalistiske muslimer udgør også en sikkerhedsrisiko, selvom den ikke er specifikt udtalt, og bør derfor sendes retur til deres oprindelsesland. Hvis de er statsborgere, må efterretningstjenesten i stedet overvåge dem nøje og holde øje med når og hvis de udgør en reel sikkerhedsrisiko.

Det vil ikke være alle muslimer, der bliver interneret eller udvist. Kulturmuslimer, som ikke er troende men blot følger nogle muslimske traditioner, samt såkaldte ’moderate’ muslimer, som åbent forkaster store dele af Koranen (alle de dele, der handler om hellig krig, drab på ikke-muslimer og intolerance over for anderledes- eller ikke-troende) og som erkender at deres såkaldte profet bestemt ikke er noget godt forbillede, udgør ingen trussel for samfundet og skal derfor heller ikke lide fundamentalisternes skæbne. Derved adskiller vi os fra fjendens kynisme, ved at begrænse os til kun at eliminere den reelle risiko.

Uanset hvordan vi griber krigen an, kan vi ikke undslå os at være kyniske. Det er blot et spørgsmål om kynismen går ud over os selv og vores landsmænd, eller om den rammer vores fjender og deres sympatisører. I et demokratisk samfund kan vi selv beslutte, hvem vores kynisme i en krigssituation skal gå ud over. Men træffer vi ikke et valg, falder valget helt automatisk ud til fjendens fordel.

Danmark er i krig. Krig er kynisk og krig kræver kyniske valg. Hvordan vi håndterer en muslimsk befolkning, som for 77 procents vedkommende er fundamentalister, er op til os og vores samvittighed over for de borgere, der vil dø, hvis vi ikke træffer de rette kyniske valg.

Humanisme er godt i fredstid, men humanisme bliver uskyldige danskeres død i krigstid.