Muhammeds liv

Tidslinje for Muhammeds liv

e.Kr. Begivenhed
570 Født i Mekka (ligger i nutidens Saudi-Arabien)
576 Bliver forældreløse da hans mor dør
595 Gifter sig med Kadijah – en ældre, velhavende enke
610 Rapporterer i en alder af 40 for første guddommelige afsløringer fra en engel
619 Hans onkel, som var hans værge, dør
622 Udvandrer fra Mekka til Medina (Hijra)
623 Beordrer angreb på mekkanske karavaner
624 Slaget ved Badr (sejr)
624 Qaynuqa jøderne bliver smidt ud af Medina
624 Beordrer mordet på Abu Afak
624 Beordrer mordet på Asma bint Marwan
624 Beordrer mordet på Ka’b al-Ashraf
625 Slaget ved Uhud (nederlag)
625 Forvisning af Nadir jøderne
627 Slaget om Trench (sejr)
627 Massakren af ​​Qurayza jøderne
628 Underskrivelse af Hudaibiya traktaten med byen Mekka
628 Slagtning og undertvingelse af Khaybar jøderne
629 Beordrer det første togt imod de kristne lande på Muta (nederlag)
630 Erobrer Mekka ved et overraskelsesangreb (i ledtog med andre stammer)
631 Starter anden fremmarch imod kristne territorier ved Tabuk (uden kamp)
632 Muhammed dør

 

“Muhammed er en narcissist, en pædofil, en massemorder, en terrorist, en kvindehader, en løgner, en kultleder, en galning, en voldtægtsforbryder, en bøddel, en snigmorder og en røver.”

Citat af tidligere muslim Ali Sina, som tilbød $50.000 til enhver, der – baseret på islamiske tekster – kunne bevise det modsatte.  Ingen har endnu gjort krav på belønningen.

Introduktion

Forestil dig, at en mand du kendte begyndte at fortælle folk, at Gud rutinemæssigt talte til ham og kun til ham – og at de “åbenbaringer”, han hævdede at modtage, for det meste var om ham selv og hans relative betydning for alle andre mennesker? Lad os for eksempel sige, at denne selvudnævnte profet insisterede på, at Gud havde erklæret, at han skulle være en “forbilledlig rollemodel” for menneskeheden (Koranen 33:21), og at andre skulle tildele ham særlige privilegier, urokkelige lydighed (Koranen 4:80), rigdom og jordiske goder, herunder flere kvindelige slaver end hans begær kunne håndtere.

Sådanne personligheder opstår fra tid til anden. Nogle af de mere dynamiske formår, at opbygge en lille gruppe af tilhængere, der er så bjergtagede af deres leders selvsikkerhed, at de villigt tilbyder deres egne børn til ham i “ægteskab” eller endda begår drab på hans vegne.

Vil det virkelig validere budskabet fra en sådan kultleder, hvis hans tilhængere med succes dræbte og beslaglagde ejendom fra enhver, som turde være uenige? Hvad nu hvis de gradvist udvidede deres magt og antal i et sådant omfang, at de i sidste ende blev anerkendt som en af ​​verdens største religioner? Ville det gøre kultlederens påstande om sig selv sande? Ville det virkelig ændre det faktum, at det, som de tror på, oprindeligt udsprang fra en narcissists fantasi?

I 610 tiltrak en arabisk sælger med en kommanderende personlighed en lille gruppe godtroende fanatikere, ved at hævde at være profet. Selvom hans “åbenbaringer” var selvrefererende og lejlighedsvis modstridende, havde han succes med at manipulere sine tilhængere med løfter om himmelske belønninger og truslen om guddommelig vrede. Guden, som kun han kunne høre, bad dem lyve og stjæle for ham, deres profet, at give deres børn til ham til hans “seksuelle nydelse”, og i sidste ende til grusomt at myrde kultens kritikere.

Der er to måder at angribe en undersøgelse af Muhammed på. Den ene er med ærbødighed og den anden er med skepsis. Oplyste mennesker vælger sidstnævnte. De lader sig ikke påvirket af antallet af muslimske troende i verden i dag, eller af ideologiens store magt, fordi disse faktorer er irrelevante til vejen mod sandheden. De bekymrer sig kun om virkeligheden, dvs. de fakta, som kilderne frembringer.

De historiske forhold, der præsenteres her om Muhammeds liv og oprindelsen af ​​islam, er fuldt understøttet af værker fra tidlige muslimske biografier, som alle senere historikere også lægger til grund for deres historiske gengivelse.

Oprindelsen

For at forstå islam, skal du forstå de barske omgivelser, hvorunder religionen blev født. På Muhammeds tid (år 570 e.Kr.) var Den Arabiske Halvø et goldt og øde område med brændende sol og umenneskelig varme om dagen, og isnende koldt om natten. Der var meget lidt vegetation, og de nomadiske befolkninger levede mellem forrevne klipper og skiftende sandklitter.

Imens var Europa og store dele af Centralasien i overgangen fra det romerske til det byzantinske rige, med anlægning af veje, vandingskanaler, akvædukter, og med en kultur, der omfattede filosofiske debatter og teaterforestillinger. Araberne levede korte og brutale liv i krigsførende stammer med meget lidt at tilbyde resten af ​​verden – ud over deres egen barske eksistens.

Dette forklarer til dels islams iboende fjendtlighed til musik og kunst, som nogle ekstremister, såsom Taliban, tager helt bogstavelig. Islam tilskynder ikke til forfølgelsen af ​​viden uden for sig selv. Det er, som Oriana Fallaci udtrykker det; “den eneste religion, der intet andet har produceret, end religionen i sig selv.”

Det ugæstfri klima beskyttede halvøen fra erobring og kulturel indflydelse. Ingen fremmede hære følte, at får og geder var værd at stjæle fra ørkenens hyrder, så området var forholdsvis isoleret, med undtagelse af visse handelsruter. Renæssances videnskab, som resten af ​​verden havde oplevet siden den græske vækkelse, gik stort set hen over hovederne på de isolerede arabere, hvis samlede energi blev målrettet den daglige overlevelse i de hensynsløse omgivelser og kampe mod rivaliserende stammer.

For disse mennesker var moralen blot dikteret af nødvendighed, og forpligtelser strakte sig ikke ud over stammen. Dette er et centralt grundlag for udviklingen af ​​den islamiske holdning til folk uden for troen, herunder det moralske princip om, at etikken i enhver handling kun bestemmes af, hvorvidt det gavner muslimer.

Der var hedenske religiøse traditioner i Arabien, især blandt dem, der boede i handelscentrene, som for eksempel Muhammeds fødeby Mekka. Nogle af disse byer havde Kaabas – terninglignende strukturer, der tiltrak pilgrimme i de hellige måneder. Kabaen i Mekka husede forskellige ikoner, herunder den sorte meteorit, der stadig står der og tilbedes den dag i dag.

Ud over den sorte sten, tilbad Muhammeds Quraish stamme en månegud kaldet Allah. Andre guder blev anerkendt som gode og acceptable. Faktisk var byen Mekka kendt for religiøs tolerance, hvor folk af alle trosretninger kunne komme og bede på Kaaba. (Dette skulle senere ændre sig, da Muhammed fik etableret sin magtposition).

Islam blev skabt både ud fra disse rå hedenske praksisser og fra de grundlæggende teologiske elementer i kristendommen og jødedommen, som Muhammed [ofte fejlagtigt] forstod dem. Hans unøjagtige fortolkning af kristendommen, er for eksempel ofte tilskrevet en tidlig oplevelse med frynser-kulter i den palæstinensiske region, dengang kendt som Syrien.

Den tidlige del af livet i Mekka

Muhammed blev født omkring 570 e.Kr. af en enke. Hans mor døde blot seks år senere. Han voksede op som fattig og forældreløs i udkanten af ​​samfundet, som blev kontrolleret af stammeledere og købmænd. Han arbejdede en tid som kamelhyrde for sin onkel, Abu Talib. Selv om hans onkel havde højere status i samfundet, formåede Muhammed ikke selv at stige over sin ydmyge status – indtil han blev 25, hvor han mødte og giftede sig med en velhavende enke, Khadija, der var 15 år ældre en ham selv.

Hans kones handelsvirksomhed var ikke kun næring til Muhammeds naturlige talenter for overtalelse, men den gav også den succesfulde sælger en mulighed for, at rejse og tilegne sig viden, der ikke var så tilgængeligt for den lokale befolkning. Han ville senere bruge dette til sin fordel, ved at indarbejde de historier, han havde hørt, i sine “åbenbaringer” fra Allah, især historier fra de ældre religioner, som jødedom og kristendom.

Efter at have opnået en komfortabel livsstil og den overskudstid, som rigdom giver, ville Muhammed lejlighedsvis vandre rundt i tilstand af meditation og fordybelse. Det er meget sandsynligt, at han her oplevede symptomer på en midtvejskrise, herunder et ønske om personlig realisering og en mening med tilværelsen.

En dag, i en alder af 40, fortalte han sin kone, at han var blevet besøgt af englen Gabriel i en drøm. Således begyndte en række “åbenbaringer”, som varede næsten frem til hans død 23 år senere. Koranen er en samling af sætninger, som Muhammed tilskrev Allah. Hadith er en samling af fortællinger om Muhammeds liv og gerninger. Sura er en fortegnelse over hans biografi. Sunnah siges at være Muhammeds måde at leve på, som islamisk lov (sharia) er baseret på.

Med sin kones indflydelse og støtte, udråbte Muhammed sig selv som profet med samme “afstamning” som Abraham og Jesus, og han begyndte på sit forøg med at konvertere folk omkring sig til hans nye religion. Han berettede fra Koranen for dem, der troede på ham, og fortalte dem, at det var Allahs ord (dog kun hørt af ham selv, naturligvis).

Muhammeds Koran indeholdt ikke en eneste original moralsk værdi, og den bidrog kun med én ny idé til en kommende verdensreligion: At Muhammed er Allahs profet. Faktisk synes Muhammeds “Allah” mærkeligt optaget af at sikre sig, at muslimer vidste, at de skulle adlyde Muhammeds hvert eneste jordisk ønske, da dette mandat gentages mindst tyve steder i Koranen.

I begyndelsen gjorde Muhammed sit bedste for at gå på kompromis med sin egen lære, af hensyn til de fremherskende overbevisninger blandt samfunds ældre, såsom at kombinere alle 300 af deres idoler under navnet “Allah.” Hans sammensmeltning af jødisk-kristen teologi og hedensk tradition voksede sig med tiden mere sofistikeret. Han brugte også sine “åbenbaringer fra “Allah” til gentagne gange at bekræfte sin egen position. Selv hvis han for eksempel ikke kunne huske de bibelske historier korrekt, var hver enkelt historie påfaldende modificeret til at inkorporere et fælles tema: “Tro på Budbringeren (Muhammed), eller lid konsekvenserne.”

Forkyndelse og forfølgelse i Mekka

Ifølge tidlige muslimske historikere, havde mekkanerne ikke noget imod, at Muhammed praktiserede sin religion. De følte sig heller ikke truet af hans forkyndelser. Dette ændrede sig først efter den selvudråbte profet begyndte at angribe mekkanernes religion, herunder deres skikke og folkets forfædre (Ibn Ishaq / Hisham 167). Det var nok til at vække vrede blandt de indflydelsesrige ledere af Mekka, som derefter begyndte at håne hans ydmyge baggrund, holdt op imod hans prætentiøse påstande. (MYTE: Muhammed blev forfulgt for at forkynde islam).

Mekka var dengang et bemærkelsesværdig tolerant samfund. Muhammed fik lov til at angribe de lokale skikke i tretten år, selvom byens økonomi afhang af den årlige pilgrimsfærd og de tilrejsende hedninges deltagelse, hvis religion han aktivt agiterede imod.

I starten var Muhammed kun lykkedes med at overbevise venner og familie. Efter tretten år kunne “gadeprædikanten” kun prale af, at have omkring hundrede trofaste tilhængere, der kaldte sig muslimer. Udover hans kone, hans første konvertit, var hans unge fætter Ali (der senere skulle blive hans svigersøn og den fjerde kalif af islam). En anden tidlig konvertit var Abu Bakr, en velhavende købmand, hvis penge og godtroende accept af Muhammed understøttede den spæde kults overlevelse. (Muhammed skulle senere “gifte” sig med Abu Bakr 6-årige datter, Aisha).

Pædofili i islam

Relationerne til mekkanerne endte særligt surt for Muhammed efter en episode kendt som “De sataniske vers”, hvor Muhammed blev enig med mekkanerne om at anerkende de lokale guder foruden Allah. Det glædede mekkanerne, der generøst bød Muhammed velkommen. Men Muhammed skiftede holdning, efter hans eget folk var begyndt at miste troen på ham. Han hævdede, at Satan havde talt igennem ham, og han ophævede derfor anerkendelse af de mekkanske guder. (Tabari 1192, Koranen 22:52 & 53: 19-26).

De lokale intensiverede deres hån mod muslimer og gjorde livet særligt vanskeligt for nogle af dem. Selvom muslimerne i dag ofte bruger ordet “forfølgelse” til at beskrive denne prøvelse (med rette, i nogle tilfælde), er det vigtigt at bemærke, at de tidligste og mest pålidelige biografier (Ibn Ishaq og al-Tabari) kun kan berette om én muslim, der døde i løbet af denne periode; en ældre kvinde, der døde af stress.

Dette faktum er en kilde til forlegenhed blandt moderne apologeter, der ikke bryder sig om at indrømme, at muslimer var de første til at gribe til vold i Mekka (MYTE: Mekkanerne trak sværdet først mod Muhammed), og at Muhammed var den første til at ty til militær magt – også på et senere tidspunkt, hvor det var helt unødvendigt.

På grund af denne ubehagelige sandhed, overdriver de sympatiske fortællinger om de tidlige Mekka år normalt muslimernes kampe, med påstande om, at de var “under konstant tortur.” (MYTE: Forfølgelse af muslimer i Mekka – mange dødsfald).

Moderne fortællere og filmskabere er endda kendt for at opfinde fiktive ofre for mekkanske mord, enten for at dramatisere deres egen fortælling eller for at begrunde de “hævndrab”, der fulgte. Men i virkeligheden var den eneste muslim, hvis liv virkelig var i fare, Muhammed selv; efter han i 13 år havde hånet den lokale religion. (MYTE: Muhammed blev tortureret i Mekka).

Hijra – Udvandringen fra Mekka til Medina

Efter hans onkel Abu Talibs død i 619 stod Muhammed uden en beskytter mod det mekkanske lederskab, som gradvist var ved at miste tålmodigheden med ham. Den sande agitator i denne situation, var imidlertid helt klart Muhammed selv, da selv muslimske historikere har noteret sig beretningen om, hvad der skete ved Abu Talib dødsleje, da mekkanerne bønfaldt ham en sidste gang om fred med hans nevø:

[Muhammeds værste modstander] Abu Sufyan gik, sammen med andre notabiliteter, til Abu Talib og sagde: “Du kender til den konflikt, der eksisterer mellem os og din nevø, så hidkald ham da og lad os indgå en aftale om; at han vil lade os være, og vi vil lade ham være; så lad ham da beholde sin religion, og vi beholde vores.” (Ibn Ishaq 278).

Muhammed afviste tilbuddet om fredelig sameksistens med mekkanerne. Hans nye religion havde tydeligvis til formål at dominere de andre, ikke være på lige fod med dem. Imens var muslimerne også begyndt at udøve terror mod folk omkring dem.

Muhammeds søgen efter politisk alliance førte ham til at indgå en traktat med befolkningen i Medina om krig mod mekkanerne (Ibn Ishaq 299-301). Medina var en anden større arabisk by langt mod nord. Dette var det sidste strå for mekkanerne, der endelig besluttede sig for, at fange Muhammed og slå ham ihjel. (MYTE: Muhammed og hans muslimer flygtede fra Mekka på grund af forfølgelse). Selv om dette lyder barsk efter vestlige standarder, er det vigtigt at bemærke kontrasten mellem den mekkanske reaktion og Muhammeds, da han på et senere tidspunkt fik mulighed for at slå ned på formodede forrædere i Medina

Mekkanerne begrænsede deres dødsdom til Muhammed selv. Dette fremgår helt klart af den episode, hvor Muhammed undslap sit hjem ved hjælp fra svigersønnen Ali, som narre Muhammeds snigmordere til at tro, at de havde fanget ham (Ibn Ishaq 326). Ingen skade blev forvoldt mod hverken Ali eller hans kone, som begge efterfølgende forblev i byen i flere dage, for at varetage overførslen af ​​Muhammeds familievirksomhed til Medina.

Sammenlign dette med hændelserne omkring Banu Qurayza (nedenfor), hvor Muhammed slagtede et helt stammefolk, fordi deres leder havde skiftet loyalitet i en konflikt, hvor ingen af ​​dem selv deltog.

Året, hvor Muhammed flygtede fra Mekka til Medina var 622, som også markerer begyndelsen på den muslimske kalender.

Medina og oprindelsen til Jihad

Såret over afvisningen fra ​​hans egen by og stamme, blev Muhammeds budskaber hurtigt mere intolerante og hensynsløse – især da han fik magten. Islams helligste bog afspejler klart denne kontrast, med de senere dele af Koranen, hvor der trues med vold og jordisk nederlag, ført af muslimernes sværd, samt problemer og evig fordømmelse af den slags, som de tidlige dele af bogen lover dem, der ikke ville tro på Muhammed.

Det var i Medina, at islam udviklede sig fra en relativt fredelig religion, lånt fra andre, til en egentlig militær kult, der havde til formål at regulere alle aspekter af samfundet. I løbet af de sidste ti år af Muhammeds liv, blev vantro sat på gaden eller gjort til slaver, konverteret med trusler om døden og endda samlet sammen og nedslagtet – afhængig af hvad der lige syntes hensigtsmæssigt i situationen.

For at finansiere Muhammeds magtbegær, beordrede han indledningsvis sine tilhængere til at plyndre de mekkanske karavaner i de hellige måneder, når ofrene mindst ventede det. Dette var til trods for, at mekkanerne ikke generede Muhammed mens han var i Medina (MYTE: Muhammed og hans muslimer blev forfulgt af mekkanerne i Medina).

Muhammed forsynede sit folk med praktiske åbenbaringer “fra Allah”, som tillod dem at myrde uskyldige rejsende og stjæle deres ejendom (Ibn Ishaq / Hisham 426). Folkene omkring ham udviklede gradvist en begær efter ting, der kunne erobres i kamp, ​​herunder materielle bekvemmeligheder og tilfangetagne kvinder og børn. (MYTE: Muhammed angreb karavanerne for at tage sine stjålne ejendele tilbage).

Ofte blev krigsfanger indbragt for den selvudnævnte profet, hvor de ville bønfalde for deres liv og for eksempel argumentere med, at de aldrig ville drømme om at behandle muslimerne på den måde, som Muhammed anklagede dem for. Fortællingerne er helt klart i deres portrættering af Muhammed, som var stort set uberørt af deres bønner om tilgivelse, og alligevel beordrede dem dræbt – ofte på de mest forfærdelige måder. I et tilfælde beordrer han en mand dræbt, mens Muhammed fortalte ham, at “helvede” vil tage sig af den stakkels fyrs forældreløse datter (Ishaq 459). (MYTE: Muhammed dræbte aldrig fanger).

Angrebene på karavanerne gik forud for det første store slag, Slaget ved Badr, der involverede en egentlig muslimsk hær. Det var der, hvor mekkanerne havde sendt deres egen hær til, for at beskytte deres karavaner mod de muslimske angreb. Selv i dag hævder muslimer gerne, at de kun angreb andre i selvforsvar, selvom dette tydeligvis ikke var tilfældet i Muhammeds tid. Faktisk måtte han tvinge sine modvillige krigere til at anvende vold, med løfter om paradis og forsikringer om, at deres religion var vigtigere end andres liv. (MYTE: Slaget ved Badr var selvforsvar).

Magtkonsolideringen

Muhammed besejrede den mekkanske hær ved Badr, hvilket opmuntrede ham til at begynde en erobring af de tre lokale jødiske stammer i Medina. Deres fejl var, at de havde accepteret den muslimske tilstedeværelse i byen, og at de afviste Muhammeds påstand om, at han var en profet i rækken af ​​jødiske profeter. Hans historier fra Toraen stemte simpelthen ikke overens med jødernes egne historier. (Muhammeds gengivelser af Bibelens historier lyder også mere som fragmenterede eventyr med samme tilbagevendende morale: Forestillingen om Muhammeds personlige krav på at være profet).

Historien om hvordan disse tre stammer, Banu Qaynuqa, Banu Nadir, og Banu Quyrayza mødte deres skæbne, er en indsigt i den muslimske tankegang, som indeholder en iboende dobbeltmoral i sit forhold til folk uden for troen.

Første forsøgte han at vinde deres dem over på sin side. Muhammed prædikede, at kristne og jøder kunne opnå frelse gennem deres egen tro. Faktisk ændrede han sine tilhængeres ‘retning til bøn’ fra Mekka til Jerusalem, for at opnå jødernes accept af ham, mens han i al hemmelighed arbejdede på at smide dem ud. Disse tidligere indrømmelser og vers blev senere tilbagekaldt af Muhammed, da jøderne i sidste ende afviste hans religion. De sjældne tidlige vers i Koranen, der indeholdt tolerance over for bl.a. jøder og kristne, blev ophævet ved senere vers, så som 09:29.

Jødernes viden om Toraen truede naturligvis den muslimske leders troværdighed, da de let tilbageviste påstandene, som han kom med om sig selv, som en Guds profet. De så også gennem de bibelske fortællinger, som han havde samlet sammen fra forskellige kilder, og de vidste, at disse ofte modsagdes i hans forkyndte åbenbaringer. Ganske bekvemt trådte Allah til, for at fortælle Muhammed, at jøderne bevidst havde ødelagt deres egne tekster, for at skjule beviset på den profet, at han tidligere havde insisteret på, var omtalt i disse tekster. (Til denne dag, har muslimerne aldrig været i stand til at frembringe en kopi af den “sande” Toraen eller Evangeliet, som deres egen Koran henviser til).

Mens jøderne ikke blev overbevist af sådan en indlysende løgn, konverterede arabiske polyteister til islam i stort antal, hvilket snart gav Muhammed magt til at gøre sine hensigter klart; at islam ville skulle udbredes ved anvendelse af fysisk magt:

“Mens vi var i moskeen, kom Profeten ud og sagde: “Lad os gå til jøderne”. Vi gik indtil vi nåede Bait-ul-Midras. Han sagde til dem: “Hvis I omfavner Islam, vil I være i sikkerhed. I bør vide, at jorden tilhører Allah og Hans Apostel, og jeg ønsker, at ekskludere jer fra dette land. Så hvis nogen blandt jer ejer nogen ejendom, er det ham tilladt at sælge det, ellers skal I vide, at Jorden tilhører Allah og Hans Apostel.” Bukhari 53: 392

Jøderne i Mekka var den første i en meget lang række af uheldige mennesker til at blive “tilbudt muligheden” for at konvertere til islam under åbenlys tvang. Tvungen konvertering er en muslimsk tradition, som Muhammed selv startede. (MYTE: Muhammed afviser at konverteringer til islam er sket under tvang).

Da jøderne valgte at beholde deres religion (og deres besiddelser), ledte Muhammed efter grunde til at gå i krig mod jøderne i Medina. Ifølge nogle muslimer, blev den første stamme, Qaynuqa, fordrevet fra deres hjem og land under påskud af, at en af ​​deres havde chikaneret en muslimsk kvinde. Den påståede gerningsmand var med det samme blevet dræbt af en muslim, der derefter blev dræbt af jøderne, som hævn for det første mord.

Efter belejringen af hele samfundet og besejringen af stammen, ønskede Muhammed, at stille hvert mandlige stammemedlem for døden, men blev talt fra det af en af sine tilhængere – noget, som Allah senere “irettesat” ham for. Qaynuqa stammen blev tvunget i eksil og muslimerne tog deres ejendele og overdragede deres besiddelser til sig selv. Muhammed reserverede personligt en femtedel af den uretmæssige gevinst til sig selv (en regel, at han huskede at medtage i Koranen).

Denne episode grundfæstede princippet om gruppeidentitet inden for islam, hvorved et medlem af en religion eller social enhed uden for islam er lige så skyldig som dem af ​​deres trosfæller, der fornærmer eller skader en muslim – og lige så fortjener straf. (Muhammeds straffe var normalt ikke passende for forbrydelsen).

Medlemmer af den anden stamme, Banu Nadir, blev anklaget af Muhammed for at have planlagt at dræbe ham. Det mest interessante ved denne episode er, at den fandt sted efter muslimerne havde dræbt flere prominente jøder på Muhammeds ordre, herunder en leder af Banu Nadir, kaldet Ka’b al-Ashraf. (MYTE: Muhammed gav aldrig ordre til drab).

Da islams profet erfarede, at han kunne blive ramt af gengældelse (noget, som han hævdede var “afsløret” til ham af Allah), belejrede han straks Banu Nadir samfundet. Efter at havde tvunget dem til at overgive sig, blev disse oprindelige indbyggere i Medina derefter forvist fra deres hjem og jorde af de muslimske tilflyttere, som igen begyndte at tage så meget, som de kunne til sig selv (Ibn Ishaq 653). (Til stor skuffelse for hans tilhængere, fremkom Muhammed denne gang med en åbenbaring fra Allah, der tillod ham at konfiskere hele krigsbyttet til sig selv).

I et centralt eksempel på, hvordan bedrag er sanktioneret i islam, blev et overlevende regiment fra Banu Nadir (under Usayr ibn Zarim) senere lokket til at forlade deres fæstning med løfte om fredsforhandlinger. Det regiment af muslimer, Muhammed sendte for at “eskortere” dem, slagtet med lethed deres ofrene, da de forlod deres vagtposter (Ibn Ishaq 981). (MYTE: Muhammed misbilligede altid uredelighed).

Qurayza massakren

På den tid, hvor Banu Qurayza stammen mødte deres skæbne, var Muhammed blevet meget velhavende og magtfuld efter hans forudgående sejre over de to andre jøde-stammer.

Jøderne i Banu Qurayza smagte Muhammeds vrede, efter deres leder halvhjertet valgte at kæmpe sammen med den mekkanske hær under en belejring af Medina (slaget om Trench). På det tidspunkt havde Muhammed smidt de andre jøder ud, og erklærede, at hele landområde ved Medina tilhørte ham, så den oprindelige forfatning i byen ikke længere var gældende. Det er vigtigt at bemærke, at Qurayza ikke angreb muslimerne, selv efter at have skiftet loyalitet (i modsætning til en anden populær myte).

Selvom Qurayza overgav sig fredeligt til muslimerne, var Muhammed fast besluttet på, at få hver eneste mand i stammen henrettet, sammen med hver eneste dreng, der havde nået starten af puberteten (i alderen 12-14 år). Han beordrede en grøft gravet uden for byen og fik ofrene bragt dertil i mindre grupper. Hver person blev tvunget til at knæle, og deres hoveder blev hugget af og derefter dumpet ned i grøften sammen med kroppen.

Mellem 700-900 mænd og drenge blev slagtet af muslimerne efter deres overgivelse.

De overlevende børn blev taget som muslimernes slaver, og deres enker blev sexslaver. Dette omfattede også den jødiske pige, Rayhana, som blev en af ​​Muhammeds personlige elskerinder den selvsamme nat, som hendes mand blev dræbt. Islams profet havde tilsyneladende “nydt hendes fornøjelser” (dvs. voldtaget hende) mens selve udryddelsen af ​​hendes folk fandt sted.

På nogle måder var kvinderne meget lig enhver anden besiddelse, erobret i kamp, ​​der skulle bruges til deres fangevogteres personlige tilfredsstillelse. Men muslimer fandt dem også nyttige på andre måder. Faktisk er en af ​​de metoder, som islam gennem århundreder kan tilskrive sin store ekspansion, de reproduktive evner hos tilfangetagne kvinder. Ud over fire koner havde en muslimsk mand lov til et ubegrænset antal sexslaver, med den eneste regel, at alle slavernes børn automatisk skulle blive muslimer.

Muhammed beordrede, at en femtedel af de kvinder, der blev taget til fange, var forbeholdt ham. Mange blev optaget i hans personlige harem af sexslaver, som at han havde ud over sine elleve koner. Andre blev givet som belønning til andre muslimske krigere. (MYTE: Muhammed var en abolitionist).

På et tidspunkt efter en kamp, fremsatte ​​Muhammed instruktioner om, hvordan kvinder bør voldtages efter tilfangetagelse, idet han fortalte sine mænd, at de ikke skulle bekymre sig om afbrudt samleje, da “Allah har skrevet, hvem han vil skabe.” (MYTE: Muhammed godkendte aldrig voldtægt).

Efter kampene mod Hunain, sent i Muhammeds liv, var hans mænd tilbageholdende med at voldtage de tilfangetagne kvinder foran deres ægtemænd (der åbenbart stadig var i live til at se på vederstyggelighederne), men Allah kom til undsætning med en praktisk “åbenbaring”, der tillod sådanne udskejelser. (Dette er ifølge Abu Dawud oprindelsen til Sura 4:24).

Den ​​islamiske imperialismes oprindelse

Fra Medina førte Muhammed en terrorkampagne, som han åbent tilskriver æren for hans succes (Bukhari 52: 220). Hans røverbande lancerede overfald, hvor ulykkelige samfund blev angrebet usædvanlig brutalt, plyndret, myrdet og voldtaget. Stammerne omkring muslimerne begyndte at konvertere til islam af ren overleve.

Undskyldningerne for de militære kampagne begyndte efterhånden at skrumpe ind til et punkt, hvor næppe eksisterede længere. Muhammed fortalte sine tilhængere, at muslimers skæbne var at herske over alle andre mennesker i verden. Den racistiske lære blev den drivende kraft bag Jihad og Jihad blev den drivende kraft bag islam. (MYTE: Muhammed førte kun krig i selvforsvar).

Den brutale erobring af befolkningen i Khaybar, et fredeligt landbrugssamfund, der ikke var i krig med muslimerne, er et slående eksempel. Muhammed marcherede i hemmelighed ind i byen og tog dem på sengen. Han besejrede med lethed de overrumplede bønder. Han fik mange af mændene dræbt, blot fordi de havde forsvaret deres by. Han slavebandt kvinder og børn og de overlevende mænd, og tvang dem til løbende at betale muslimerne en del af deres afgrøder, som beskyttelsespenge for ikke at angribe dem igen.

Muhammed havde mistanke om, at byens kasserer snød og lod sine mænd udsætte den stakkels fyr for barbarisk tortur ved at bygge et bål på hans bryst, indtil han afslørede placeringen af ​​de skjulte skatter. (MYTE: Muhammed har aldrig godkendt tortur).

Bagefter halshuggede islams profet manden og “giftede” sig den samme dag med hans enke (hun måtte dog først ‘passere mellem benene’ på en af ​​hans officerer). I betragtning af, at kvindens far også blev dræbt af Muhammed, er det nok ikke nogen overdrivelse, at ægte kærlighed havde meget lidt at gøre i dette “ægteskab”.

Et liv i hedonisme og narcissisme

Muhammeds personlige liv blev billedet på hedonisme og umådeholdenhed, alt sammen retfærdiggjort gennem hyppige “afsløringer” fra en stadig mere vilkårlig og lunefuld gud. I sine senere år brugte han ofte sin indflydelse til rent personlige formål, herunder sex, rigdom og magt. Allahs tilladelse til Muhammeds stræben efter disse jordiske ambitioner og krigsbytter er stadig udødeliggjort i Koranen (suraer 33 og særligt 66).

Den samme mand, som tidligere i sin karriere havde argumenteret for sin egenskab af profet, ved at sige, at han “ikke bad om nogen belønning” fra andre, skiftede standpunkt og begyndte at kræve en femtedel eller mere af alt krigsbytte, taget fra erobrede stammer. Ifølge biografierne om ham, blev han fed af de enorme krigsbytter, han tog andel i. (MYTE: Muhammed var en tapper kriger).

Over en periode på et dusin år, giftede han sig med elleve kvinder og havde adgang til en bred vifte af sexslaver (MYTE: Muhammed giftede sig med flere kvinder som en tjeneste til dem). Når han ønskede at overtage en kvinde, selvom hun allerede var gift med en anden mand, fx hans egen sigerdatter eller et barn så ungt som 6 år (MYTE: Muhammed var modstander af pædofili), var Muhammed i stand til at begrunde sit begær og uundgåelige fuldendelse med henvisning til Allahs åbenbarede vilje for hans sexliv – som derefter blev bevaret for evigt i Koranen – og som trofast skal huskes af fremtidige generationer af muslimer, for hvem det næppe ikke har nogen relevans at kende de allermest intime detaljer i Muhammeds sexliv.

Det første vers af Sura 66 er et godt eksempel på dette. Det blev berettet til Muhammed af hans koner, kort efter at to af dem pressede ham til, ikke længere at besøge hans favorit sexslave:

O Profet! hvorfor forbyder du (selv) det, som Allah har gjort lovligt for dig, der søger at behage dine hustruer? (Koranen 66:1)

Allah var (ifølge Muhammed selv) så utilfreds med sin profet, for ikke at unde sig selv en eftermiddag med glæde i elskerindernes selskab, at Allah derfor sagde til ham; at det [elskerinderne] var en god ting for Muhammed, at Allah var en tilgivende og barmhjertig gud! (For den muslimske troende, må det være en kilde til forlegenhed, at Allah åbenbart havde mere interesse i Muhammeds personlige sexliv, end han interesserede sig for tolerance eller universel kærlighed. Islams gud opfordrer til sex med slaver flere andre steder også).

Muhammed brugte det evige paradis og fordømmelse til at opretholde streng lydighed over for alle hans påbud: Allahs Apostel sagde: “Den, der adlyder mig, vil komme i Paradiset, og den, der er mig ulydig, vil ikke komme herind.” (Bukhari 92,384).

Islam blev totalt centreret omkring dets grundlægger. Nyomvendte konvertitter blev forpligtet til at bekræfte, at kun Muhammed, af alle profeter, er en legitim profet. Den muslimske leder selv deler Shahada med Allah (“Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans sendebud”). Til den dag skal enhver muslim fem gange om dagen bøje sig “i retning mod” Muhammeds fødested (idet islams “profet” ikke vidste, at jorden er rund).

Islams profet var også en ekstremt overtroisk person og efterlader sig mange bizarre regler, som muslimer skal følge, herunder hvilken retning de skal sidde, når de har afføring, og hvor mange sten, de skal vaske deres anus med bagefter (helst ulige antal – til info for de nysgerrige). (MYTE: Muhammed gjorde op med overtro).

Da Muhammed var utilfreds med at vente på, at Allah skulle handle på hans vegne, lod han personligt kultens kritikere henrettet, herunder bl.a. digtere. En af disse var en mor til fem børn, der blev stukket ihjel af Muhammeds udsending, efter det diende spædbarn var blev fjernet fra hendes bryst. (MYTE: Muhammed dræbte aldrig kvinder). Andre uskyldige mennesker blev dræbt, blot fordi de var af en anden religion, undertiden også børn (MYTE: Muhammed dræbte aldrig børn).

Den iøjnefaldende dobbeltmoral i islam blev en del af ideologien i grundlæggerens egen levetid. Dette omfattede ordrer til at henrette frafaldne (dem, der ønskede at forlade islam) og smide folk fra andre religioner ud fra deres hjem.

En ældre kvinde ved navn Umm Qirfa kom på kant med Muhammed, da hun havde deltaget i forsvaret af hendes stamme, som blev ramt af muslimske angreb. Muhammeds adoptivsøn bandt hvert af kvindens ben til kameler, hvorefter de gallopperede i hver sin retning og rev kvindens krop i to. (MYTE: Muhammed dræbte aldrig ældre mennesker). Han dræbte også kvindens to sønner – formentlig på en lige så  grusom måde – og gjorde hendes datter til en af sine mange sexslaver.

Nutidens muslimer har overtaget denne arv med selvoptagethed og ligegyldighed over for andre uden for troen. De er måske, måske ikke enige i terrorangreb på ikke-muslimer, men de er næsten forenet i deres tro på, at ofrene ikke har nogen ret til at slå igen, selvom det er i selvforsvar.

Koranen skelner muslimer fra alle andre; skænker den højeste ros til de rettroende, mens den modbydeligste fordømmelse overdænges de vantro. Islam er en sand overherredømme ideologi.

Overtagelsen af Mekka

Selvom mange af de arabiske og jødiske stammer blev elimineret og indlemmet gennem militære sejre og tvunget til konvertering, overlevede byen Mekka.

I 628, seks år efter flugten fra Mekka, fik Muhammeds tilhængere lov til at vende tilbage til byen, ved indgåelse af en traktat, hvori Muhamed afsagde sin titel som “Allahs Profet.” Det var et midlertidig trick, der gjorde ham i stand til at vinde politisk fodfæste i byen gennem de samme “femte kolonne” aktiviteter, der stadig bruges i dag af organisationer som Hizb-ut-Tahrir, der bruger deres værtlands religiøse tolerance til en skjult dagsorden, der indbefatter en systematisk diskrimination af ikke-muslimer.

Mange af hans tilhængere blev skuffede over, at Muhammed havde gjort indrømmelser til mekkanerne, idet de ikke indså, hvordan det rent faktisk passede perfekt med Muhammeds endelige mål om total dominans. Det var i denne periode, at han samtidig førte terrorkampagner mod Khaybar, for at dæmpe muslimernes begær efter blod, kvinder og plyndringer.

Teknisk set var Muhammed den første til at bryde traktaten med mekkanerne, da han krænkede den del af aftalen, der forbød ham at optage medlemmer fra andre stammer i Mekka i hans kult. Hans eget folk iscenesat også dødelige angreb på mekkanske karavaner (MYTE: Mekkanerne var første til at bryde Hudaibiya traktaten). Selvom han åbenbart ikke følte nogen personlig forpligtelse over for traktaten, holdt islams profet den anden part ansvarlig for deres del af traktatens indhold, især efter han fik oprustet til at erobre dem med overvældende magt.

Den undskyldning, Muhammed til sidst brugte, for at sende sine hære ind i Mekka var, at en stamme allieret med mekkanerne havde gennemførte et angreb mod en stamme, allieret med medinaerne. En sand fredens mand ville have lyttet til, at hans fjende ikke ønskede krig, og at de ikke brugte voldelige midler til at løse suverænitetsspændingerne. Men Muhammed ønskede kun magt og hævn. (MYTE: Muhammed valgte altid fred frem for krig).

På knap et årti havde Muhammed udviklet sig fra, at promovere sig selv som en jødisk-kristen profet, for at værge tilhængere, til en arabisk krigsherre, der stræbte efter profit, slaver og total dominans. Den tidlige del af Koranen (da Muhammed først boede i Mekka) fortæller vantro, at de skal “følge Muhammeds eksempel” eller lide i Helvede. Den senere del af Koranen (efter flugten til Medina) fortæller vantro, at de skal “adlyde” Muhammed eller lider døden.

Efter Mekkas overgivelse, slog Muhammed dem ihjel, der tidligere havde fornærmet ham. (MYTE: Muhammed var en tilgivende mand). En af de personer, der dømtes, var en tidligere skriftlærd, der havde nedskrevet de åbenbaringer, som Muhammed sagde, kom fra Allah. Den skriftlærde havde tidligere anbefalet ændringer af nogle koranvers, fordi de havde været dårligt formuleret og grammatisk forkerte, hvilket Muhammed accepterede. Dette fik den skriftlærde til at miste troen, eftersom han var overbevist om, at reelle åbenbaringer skulle have været uforanderlige.

Den skriftlærde undslap dog selv døden, idet han med sværdet for halsen “konverterede til islam”. Andre var ikke lige så heldige: En af dem var en slavepige, som blev henrettet på Muhammeds ordre, fordi hun havde skrevet sange, der spottede ham.

I hvad, der gik hen og blev en model for fremtidige muslimske militærerobringer, blev de mekkanerne, der ikke ville konvertere til islam, forpligtet til at acceptere en tredjerangs status. Ikke overraskende “konverterede” næsten hele byen – som tidligere havde afvist hans budskab – straks til islam, da Muhammed kom tilbage med sværdet i hånden. Dette omfattede også hans modstander, Abu Sufyan, som uden omsvøb blev beordret til at “underkaste sig og vidne på, at der ingen anden Gud end Allah findes, og at Muhammed er Allahs Apostel, før du mister dit hoved.”

De, der ikke ville konvertere til islam, blev et par måneder senere forment adgang til byen – igen en understregning af den dobbelte etik i islam. Da Muhammed tidligere var forment adgang til Mekka, beskrev han det som en “forfølgelse”, der berettigede hans nedslagtning af dem, der forhindrede ham i at udføre Haj. Men da han selv opnåede magten, jagede han straks enhver, der ikke ville konvertere til islam, ud af Mekka og forhindrede dem i at udføre Haj.

Op til i dag, er folk af andre religioner end islam udelukket fra at komme ind i Mekka – byen hvor Muhammed var fri til at prædike imod med den etablerede religion. Islam er langt mindre tolerant end selv de mere primitive arabiske religion var engang. En person, der prædiker den oprindelige arabiske polyteisme på gaderne i Mekka i dag, vil hurtigt blive henrettet.

Slagtning af jøder

Jihad og jizya

Meget rammende blev nogle af de mest voldelige vers i Koranen afsagt efter Muhammed kom til magten, og der ikke længere var nogen trussel imod det muslimske folk. Den 9. Sura i Koranen formaner muslimer til jihad og dominans over andre religioner:

“Bekæmp dem, der ikke tror på Allah, ej heller på den sidste dag, de forbyder heller ikke, hvad Allah og Hans Sendebud har forbudt, og ej følger de den sande religion for, ud af dem, der har fået Bogen [Bibelen], indtil de betaler skat i erkendelse af vores overlegenhed, og de er i en tilstand af underkastelse.” (09:29)

Verset, der følger, forbander kristne og jøder ved navn og siger “Må Allah ødelægge dem”. (Som med andre dele af Koranen, er det uklart, om det er Allah eller Muhammed, der taler).

Før sin død, beordrede Muhammed 30.000 mænd til at marchere mod de kristne lande (som var byzantinsk på det tidspunkt). Det er muligt, at han troede på falske rygter om, at en hær var samlet imod ham, men der er absolut ingen historisk dokumentation for, at en sådan militærstyrke var blevet samlet. I stedet undertvang Muhammed de lokale folk og afpressede dem til, at betale “beskyttelsespenge” – noget, der er kommet til at blive kendt som jizya (en skat, som ikke-muslimer skal betale til herrefolket; muslimerne).

En anden episode fra denne periode, der giver indblik i arven fra Muhammed, var tvangskonverteringen af al-Harith, en af ​​de sidste arabiske stammer, der havde holdt stand mod det muslimsk overherredømme. Muhammed gav stammelederen tre dage til at acceptere islam, før han ville sende sin hær ud for at slagte dem.

Ikke overraskende omfavnede hele stammen straks ‘Fredens Religion’!

De fleste arabiske stammer indså Muhammeds uforbeholdne søgen efter magt og pantsatte klogt deres ideologiske tilhørsforhold uden kamp. Dette blev hurtigt til et problem for Muhammeds krigere, da de var blevet vant til at leve godt af de krigsudbytter, de fik via plyndringer og kamp.

Da det var imod reglerne at angribe muslimer, begyndte Muhammed at kræve en mindre skat fra hans nye “konvertitter” i stedet, men det viste sig at være langt mindre rentabelt end jizya – og samtidig indebar det en risiko for interne stridigheder mellem nye og gamle konvertitter.

Khaybar, den fjerntliggende jødiske by, der var blevet forvandlet til en fæstestat under de muslimske herrer, var en mere fordelagtig økonomisk model for det voksende islamiske imperium, der var blevet afhængig af indtægter fra religiøs afpresning.

Året før han angreb de kristne og persiske lande, skrev Muhammed til guvernørerne i hvert land og bad dem “omfavne Islam, og de ville være i sikkerhed.” Undertrykkelse og jizya blev ikke nævnt som alternativ. Trussel, disse mennesker stod over for, var de berygtede muslimske hære. (Kun seks år senere blev 4.000 bønder i det nuværende palæstinensiske område slagtet i forsvaret af deres hjem).

På det tidspunkt var et væld af andre nationer en stor kilde til misundelse blandt Muhammeds tilhængere, som han lovede at få rettet op på. Den efterfølgende militære ekspansion, som han sat i gang, kan have været sanktioneret af Allah og drevet af religiøs fanatisme, men de underliggende motiver var penge, sex, slaver og magt. Islam var ikke mere verdslig end nogen andre imperialistiske erobrere fra den tid.

Den islamisk imperialismes eftermæle

Muhammed døde af feber i 632 i en alder af 63, med sin voldelige religion spredt over det meste af Arabien. Hans metode til at værge medlemmer til sin kult via tvangskonvertering, havde flere negative konsekvenser, startende med de borgerkrige, der opstod straks efter hans død. Mange stammer ville ud af islam og måtte holdes i imperiet ved hjælp af rædselsvækkende vold.

Abu Sufyan, den mekkanske leder, der bogstavelig talt blev tvunget til at “omfavne” islam med et sværd for halsen, fik faktisk det sidste ord. Han promoverede dygtigt sin egen familie i arvefølgen og hans søn, Muawiya, blev arving til Muhammeds imperium på bekostning af profetens egen familie. Faktisk levede Abu Sufyan nærmest af, at beordre sin søn og barnebarn til at dræbe Muhammeds egne børnebørn og derpå påtage sig kontrollen over det islamiske imperium.

Muhammeds mangel på naturlige arvinger, resulterede i en dyb splittelse, der hurtigt førte til vold, som fortsætter den dag i dag, (sunni/shia konflikten). Hans egen familie faldt fra hinanden og gik bogstaveligt talt i krig med hinanden i de første par år. Tusinder af muslimer blev dræbt i kampe mod hinanden, der stod mellem Muhammeds yndlingshustru, Aisha (i dag sunni-muslimer), og hans adopterede stedsøn, Ali, søn af hans første kone (i dag shia-muslimer).

Vantro klarede sig ikke meget bedre. Gennem Muhammeds lære og hans eksempel, ser hans tilhængere det verdslige liv som en konstant fysisk kamp mellem Fredens Hus (Dar al-Salaam) og Krigens Hus (Dar al-Harb). Muslimer bliver bedt om at invitere deres fjender til enten at omfavne islam, betale jizya (beskyttelsespenge) eller dø.

I løbet af de næste fjorten århundreder blev den blodige arv, fra denne ekstraordinære person, til en konstant udfordring for dem, der levede på grænsen til ​​islams politiske magtområde. Den vold, de muslimske hære ville udsætte folk på tværs af Nordafrika, Mellemøsten, Europa og Asien (så langt som det indiske subkontinent) for, var en hyldest til en grundlægger, der praktiserede og fremmede underkastelse, voldtægt, mord og tvungen konvertering.

Med Muhammeds ord: “Jeg er blevet beordret til at bekæmpe folk, indtil de siger: “Ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah.” Og hvis de siger det, beder ligesom vore bønner, står vores Qibla og slagtning, som vi slagter, så vil deres blod og ejendom være helligt for os, og vi vil ikke forstyrre dem…” (Bukhari 8: 387)

Dette er bestemt grundlaget, ikke bare for moderne tids terrorkampagner mod vestlige vantro (og hinduer og buddhister), men også den brede apati, med hvilken muslimer over hele verden anvender vold, som en oplagt katalysator.

Som den indonesiske præst, Abu Bakar Bashir for nylig udtrykte det: “Hvis Vesten vil have fred, så er de er nødt til at acceptere et islamisk styre.”

Den meget aktuelle organisation Islamisk Stat (ISIS) følger i Muhammeds fodspor, ved bogstaveligt at følge hans eksempel. ISIS-krigernes overgreb i form af halshugning af krigsfanger, likvidering af de, der ikke vil følge ISIS’ islamiske kodeks, voldtægt af erobrede kvinder, sexslaver og plyndringer, er alt sammen begrundet med henvisninger til Koranen og Muhammeds lære. Nogle såkaldt intellektuelle vil, ligesom nutidige konfliktsky politikere og repræsentanter fra etablerede islamiske organisationer, hævder, at Islamisk Stat ikke opfører sig islamisk. Dette postulat står i skærende kontrast til det vi ved om islams historie og fra de hellige skrifter. Ifølge disse opfører Islamisk Stat sig perfekt og helt i tråd med islam.

Men det er samtidig almindeligt kendt, at troende muslimer gerne fortæller ét, men tænker og gør noget andet, så længe det fremmer islam.

Moderne islamister

 


Tak til: www.thereligionofpeace.com