Rockere planlægger Cartoon happening foran moské

Bevæbnede rockere, en happening med muhammedtegninger – og så foran moskéen til fredagsbønnen. Hvad kan der gå galt?

David Francis beretter for FP Foreign Policy fra Phoenix, Arizona, at en lokal rockerbande vil arrangere en happening foran Islamic Community Center’s moské. De fremmødte bikere stiller hver op med en karikaturtegning af profeten Muhammed, og den bedste tegning kåres til vinder. Happeningen skal foregå foran moskéen i forbindelse med fredagsbønnen den 29. maj 2015, klokken 16.15 lokal tid.

Baggrunden for initiativet er det nylige terrorforsøg i Texas, der blev begået af to terrorister med forbindelse til Islamisk Stat. De to terrorister havde deres gang i netop Islamic Community Center i Phoenix, AZ.

Initiativtagerne Jon Ritzheimer og Flash Nelson understreger, at de indkalder til en fredelig demonstration. Men de opfordrer samtidig deres medlemmer til at udnytte amerikanernes ret til at bære skydevåben – i tilfælde af, at muslimerne overfalder deres arrangement. Noget som arrangørerne anser for overvejende sandsynligt.

De to arrangører af rockernes happening er ikke videre kendte. Kun ved man, at Ritzheimer, som er tidligere marinesoldat, er åbenlyst fjendtligt indstillet over for islam og at han er krigsveteran.

De religiøse og kriminelle miljøer smelter sammen
Vi ser i stigende grad – også i Danmark – at moskéerne udfylder den vidtrækkende opgave, som traditionelt er forbundet med moskéer i islamiske lande. De fungerer som kommandocentraler for jihad og som ideologiske opdragelsesanstalter. [Det er naturligvis kun nogle af dem.] Men disse centre styrer i større eller mindre grad kriminelle bandegrupperinger.

Rockerne kæmper mod hinanden og mod andre bander om kriminelle markeder. Rockere i USA er muligvis større patrioter end de danske, men i hvert fald synes der at blive trukket nogle kraftige streger i sandet i det amerikanske bandemiljø. Rockerne er imod islam.