Saudi-Arabien – en Islamisk Stat med succes

af Kamel Daoud for New York Times

Sort ”Islamisk Stat” eller hvid ”Islamisk Stat”. Førstnævnte halshugger, dræber, stener, afskærer hænder, ødelægger menneskehedens fælles arv og foragter arkæologi, kvinder og ikke-muslimer. Sidstnævnte er bedre klædt og pænere, men gør de samme ting. Den islamiske stat; Saudi-Arabien. I sin kamp mod terrorisme, fører Vesten krig mod den ene, men giver hånd til den anden. Dette er en slags benægtelsesmekanisme, men benægtelse har en pris: Vi bevarer den berømte strategisk alliance med Saudi-Arabien med risiko for at glemme, at regimet også er afhængig af en alliance med en religiøs gejstlighed, der producerer, legitimerer, spreder, prædiker og forsvarer wahhabismen, den ultra-puritanske form for islam, som Islamisk Stat (ISIS) lever af.

Wahhabisme, en messiansk radikalisme, der opstod i det 18. århundrede, håber på at gendanne et utopisk kalifat, centreret om en ørken, en hellig bog, og to hellige steder; Mekka og Medina. Ideologien, der er født i massakrer og blod, har manifesterer sig i et surrealistisk forhold til kvinder, et forbud mod at ikke-muslimer betræde hellige områder og glubske religiøse love. Det udmønter sig i et tvangspræget had til billedsprog og fremstilling, og dermed afstandtagen til kunst, men også med et had til kroppen, nøgenhed og frihed. Saudi-Arabien er en islamisk stat med succes.

Vestens benægtelser omkring Saudi-Arabien er slående: Regimet hilser teokrati som sin allierede, men foregiver ikke at skjule, at det samtidig er verdens vigtigste ideologiske sponsor af islamistisk kultur. De yngre generationer af radikaliserede i den såkaldte arabiske verden blev ikke født jihadister. De blev ammet i favnen af ”Fatwa Valley”, en slags islamistisk Vatikanet med en stort industri, der producerer imamer, religiøse love, bøger og aggressive redaktionelle politikker og mediekampagner.

Nogen ville måske bestride: Er ikke Saudi-Arabien ikke selv et mål for ISIS? Jo, men alene at fokusere på dette, ville være at overse hvilken styrke båndene imellem den regerende familie og de gejstlige, der tegner sig for dets stabilitet – og også i stigende grad for dets ustabilitet – betyder. De saudiske kongelige er fanget i en perfekt fælde: Svækket af arvelove, der fremmer udskiftningen i toppen, klamrer de sig til forfædrenes bånd mellem kongehuset og prædikanterne. De saudiske imamer producerer islamisme, der både truer landet og giver samtidig giver legitimitet til regimet.

Man er nødt til at leve i den muslimske verden for at forstå den enorme transformative indflydelse, de religiøse tv-kanaler har på samfundet, via deres adgang til samfundets svageste led; de private husholdninger, kvinderne, landdistrikterne. Islamistisk kultur er udbredt i mange lande – fx Algeriet, Marokko, Tunesien, Libyen, Egypten, Mali, Mauretanien. Der er tusindvis af islamistiske aviser og religiøse lærde, der pålægger verdens muslimer et enhedsstatssyn, samt traditioner og påklædning i det offentlige rum, og formulering af regler i regeringens love og ritualer i samfundet, som de anser for at være urene.

Det er værd at læse visse islamistiske aviser for at se deres reaktioner på angrebene i Paris. Vesten er defineret som en region af ”vantro”. Angrebene var resultatet af stormløbet mod islam. Muslimer og arabere er blevet fjender af det verdslige og af jøderne. Det palæstinensiske spørgsmål sammenlignes med en voldtægt af Irak og minder muslimer om koloniale traumer, pakket ind i en messiansk diskurs for at forføre masserne. En sådan snak breder sig på de sociale medier, alt imens de politiske ledere sender deres medfølelse med Frankrig og fordømmer forbrydelsen mod menneskeheden. Dette totalt skizofrene forhold er en parallel til Vestens benægtelse omkring Saudi-Arabien.

Alt dette efterlader en vis skeptisk over for vestlige demokratiers tordnende erklæringer om nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Deres krig kan kun være nærsynet, for dens mål er rettet mod symptomerne snarere end årsagen. Eftersom ISIS først og fremmest er en kultur, ikke en oprørsmilits, hvordan kan man så forhindre fremtidige generationer i at tilslutte sig jihadisme, når indflydelsen fra ”Fatwa Walley” og dens imamer og dens kultur og dens enorme redaktionelle industrien forbliver intakt?

Er det, at kurere sygdommen, så en enkel sag? Næsten. Saudi-Arabien er fortsat en allieret af Vesten i de mange skakspil, der udspilles i Mellemøsten. Dette regime foretrækkes frem for Iran, den grålige ”Islamisk Stat”. Og der er fælden. Benægtelse skaber en illusion af ligevægt. Jihadisme er fordømt som århundredets svøbe, men der er ingen som tager hensyn til, hvad der skabte den eller hvem, der understøtter den. Dette kan gøre det muligt ikke at tabe ansigt, men det vil ikke redde liv.

Islamisk Stat har en mor: Invasionen af Irak. Men den har også en far: Saudi-Arabien og dets religiøse, industrielle kompleks. Indtil dette faktum er forstået, kan slag vindes, men krigen vil blive tabt. Jihadister vil blive dræbt, kun for at blive genfødt i fremtidige generationer, opvokset med de samme islamiske bøger.

Angrebene i Paris har udsat forståelsen af dette modsætningsforhold igen. Men som det skete efter 9/11, risikerer det at blive slettet fra vores analyser og vores samvittighed.